Danske Studier. 1925

176 KULTUR OG FOLKEMINDER
og Bogen her viser ogsaa tydeligt at det gaar stærkt tilbage med Kvaksalverkurene
her i Landet. Udøverne er talrige som før, men Metoderne
er temmelig sølle, og de overtroiske Kure findes næsten slet ikke beskrevne
i disse Optegnelser, eller er til Stede som Rudimenter. Der
siges ogsaa udtrykkelig om flere af disse Kvaksalvere, at de ikke gav sig
af med Overtro eller Trolddom, men dygtige Taskenspillere var de. Hele
det tidligere mystiske Apparat er saa godt som forsvundet. Cyprianus
røde Bogstaver lyser ikke mere om Kap med Kattens Øjne. Nu erstattes
han af en halvt opslidt Henrik Smed, eller med den, lige til vore Dage
stadigt optrykte Barmhjærtige Samaritan af Elias Beynon. Dem sker der
ingen Ulykker med, hvis nogen kommer til at røre ved dem, og det er
da ogsaa sjældent, at man hører noget om den sorte Høne, der ellers
altid viste sig, naar ukyndige pillede ved Trolddomsbøgerne.
Det er ganske givet, at naar de kloge Mænd læser i Farmakopéen
1868 og ejer Levisons Bog om det menneskelige- Legeme, benytter
Naphthalin mod Mus, Spir. antiparalyticus mod Gigt og fejrer rene Raspailske
Orgier i Anvendelsen af Kamfer, saa er vi nede i den nyeste Tid
og den kulturhistoriske Værdi er forringet. Nu er det hele tillært og
Overtroen og Overleveringen fra Mund til Mund har maattet vige for
Nutidens lette Adgang til Kundskabserhvervelse. Men alligevel er alle
disse kloge ingenlunde udelukkende Børn af vort Aarhundrede, de er i
visse Henseender direkte Arvtagere efter deres Forgængere og en lige
Linie kan trækkes bag ud til den hedenske Tids Sejdmænd, Shamaner,
Angekokker eller hvad man nu vil kalde dem. Visse Fællestræk genfindes
hos dem alle, og Spørgsmaalet bliver da, hvorledes bliver man
„klog" ?
Det kan kort besvares med, at Shamanen var den, der psykisk og
somatisk var den mest fremragende eller som frembød Egenskaber, andre
ikke var i Besiddelse af. Typisk er Tang Kristensens Beskrivelse af en
berømt Kvaksalver Mikael Møller, den saakaldte Hals' Præst. Han
var en led Ting at se paa, en grusselig, grim Stodder, hvis lyseblaa
Frakke var oversmurt med Savl. Han var sammensunket, udtæret i
Ansigtet, havde langt hvidt Profetskæg og led af uvilkaarlige Bevægelser.
Han skuttede sig stadig, vred Hænder og gjorde Fagter. Af og til lo
han ubevidst. Ganske lignende Typer findes i H. P. Hansens Bog. Ofte
var det legemlige Misdannelser, der prægede de kloge; sammenvoksede
Bryn. Klumpfødder, Dobbeltfingrethed, visne Arme, Hareskaar, onde Øjne
hos andre vansirende Ar. Jeg skal ikke gaa videre ind paa disse Ting,
heller ikke paa Fødselstimen (Jule-, Nytaarsnat etc.) eller paa de Omstændigheder
ved selve Fødselen (Sejershætten, Ufødthed d. v. s. Fødsel ved
Kejsersnit), der spiller en Rolle. . Disse Momenter nævnes kun, fordi man
i Bogen om de kloge Folk genfinder en Del af dem, navnlig Misdannelserne,
Arrene og Saarene i Ansigtet, den paafaldende Hæslighed, ja de
suppleres endog med Shamanens Embedsdragt, om man tør bruge det
Udtryk. Mindes man ikke om de sibiriske Angekokkers raslende Metalpynt,
naar man her læser om Laust Glavind, der bærer store Guldørenringe,
Guldkæder tværs over Maven, store Sølvknapper, sølvbeslagen