Danske Studier. 1925

170 KULTUR OG FOLKEMINDER
naar man sloges, eller havde jeg ikke hørt, at Frederik VI reddede
Landet?
Desværre var jeg 18-Aars Dreng for overlegen til at skaffe mig
rigtig Rede paa, hvem der havde fortalt Hans Kurvemager Sagnet; men
jeg er sikker paa, at han havde hørt det i sine Drengeaar, d. v. s. i
1840erne. Altsaa har Sagnet været fuldt færdigt ved Frederik VI's Død,
en 25 Aar efter Wienerkongressen, men har siden holdt sig uforandret
til 1912, da jeg hørte det — eller for den Sags Skyld til 1940, hvis
jeg lever saa længe.
Lad os nu, for at forstaa Sagnets Opstaaen, slaa fast, at Wienerkongressen
aldrig har været en „velkendt" Begivenhed. Vi kender dens
Resultater; men hvad ved vi om dens rigtige Historie? Der er trykt nogle
Politirapporter, hvoraf vi kan se, hvornaar de forskellige Fyrster besøgte
deres Damer; men hvordan de bar sig ad at dele Lande og Riger, det
ved vi saa lidt om, at det er ganske uvist, om Danmark stod i Fare for
at blive delt, og om Frederik VI afværgede Faren.
Derimod er det helt sikkert, at man troede det i Datiden, som det
fremgaar af Ingemanns Vers:
Han var fast, han standed i Kejsersal,
ret aldrig Dansken skal det glemme,
Danrigets dejligste Vang og Dal
han værged med mandig Stemme.
Hvordan han bar sig ad med det, har Ingemann nok af gode Grunde
ladet være med at gøre Rede for, og Bønderne har selvfølgelig ikke vidst
mere end den Sorø Professor.
At de gjorde Kongen til en Krigsmand, var vel ikke saa sært efter
deres Erfaringer paa Fælleden; det var jo heller ikke helt ved Siden af,
naar de lod ham forstaa sig paa Sabelhug og Geværgreb fremfor paa
diplomatiske Kunster. En Folkehelt å la Talleyrand har Verden vel
endnu aldrig set; en Konge, der redder Landet i Tvekamp, har derimod
gammel Hævd, og de danske Bønders Kongeideal har aabenbart ikke
undergaaet nogen større Forandring fra dengang de skabte Sagnene om
Uffe og Skjold, og saa til de digtede om Frederik VI.
Lad os nu antage, at Sagnet om sidstnævnte, som jeg hørte det
paa Lolland, var det eneste, en sen Efterslægt havde faaet optegnet om
ham, var det saa helt galt, hvis en Forsker af Axel Olriks Skole vilde
finde en historisk Kærne i Sagnet?
Det gemte dog Mindet om Kongens Navn, hans Samtidighed med
Napoleon, hans Tilstedeværelse ved et Kongemøde, hvor Danmarks Skæbne
stod paa Spil; endelig at han var en lille Mand, men en krigerisk Fremtoning,
der red paa en hvid Hest.
En Forsker, der byggede paa Sagnet og det „utvivlsomt samtidige
Skjaldevers", som Finnur Jonsson plejer at sige, af Ingemann, var unægtelig
udsat for at gøre Frederik VI til en større Helt end han egentlig var;
men værre kom dog den af Sted, der, som det let kunde passere for