Danske Studier. 1925

HOLBERGIANA 165
kooper, kaasverkooper og kaaskop. De første falder selvfølgelig bort,
og det er af de anførte grunde uden videre klart, at i alt fald nærværende
forfatter ogsaa forkaster kalskoper.
Vanskeligere bliver det derimod at vælge mellem tvillingparret
kaas(ver)kooper paa den ene og kaaskop paa den anden side.
Det sidste har Holberg altsaa kunnet høre i de flamske egne
af Belgien, — kaaskoper (som af grafiske grunde sikkert har fortrinnet
for kaasverkooper) som særlig synes at være det tyske øgenavn
for Hollænderne, kan han dog meget godt have hørt andetsteds
end netop i Tyskland; det fremgaar jo af van Effens Spectator,
at det var godt kendt i Holland ogsaa.
Hvis Holberg havde skrevet kaaskop, er der dog intet, som
forklarer, hvorledes dette skulde forvanskes under trykningen i Danmark
til kalloepers. Grafisk ligger denne den ældste læseart, og da
især Kalskoeper, 1731, saa nær kaaskoepers, at enhver sund tekstkritik
synes at byde at optage dette i teksten som det ord, Holberg
næsten sikkert har skrevet, selv om han kan have ment kaaskoppen.
Dette sidste kan meget godt tænkes — for at slutte med
et moderne udtryk — at have spillet ind i hans underbevidsthed. 1
2. Holberg og de danske Levnetsbreve.
For lidt mere end et aar siden har Rector Dr. Karl Mortensen
i Haderslev fremsat den hypotese, at det skulde være Holberg selv,
som er ansvarlig for en af de gamle oversættelser af hans Latinskrevne
levnetsbreve, — nemlig 1745-bearbejdelsen af Bergens-oversættelsen
af det første og andet levnetsbrev, — hvad han da senere
skulde have fortsat med en ny oversættelse af det tredje brev
(se Holberg-Aarbogen, 1922 ss. 40 seqq. og nu igjen ib. 1924,
ss. 108, 113, n. og 127, n.) Da jeg i sin tid læste Mortensens afhandling,
havde jeg ikke og har heller ikke siden haft nogen anledning
til selvstændig at undersøge sagen, og jeg kunde saaledes
1 Da Holberg åbenbart ikke er sikker i aa: ae og oo: oe, vil vistnok kaeskoepers
være den form, der er tilsigtet med 1731-udgavens kalskoepers. Hvis
nogen vil indvende, at man nu bruger ordet kalv i handelssproget om (næsten)
voksne individer, og at som følge heraf kalf(s)kooper nok kunde gå an, så må
derimod nævnes, at i det 17. og 18. årh. regnedes en stud ikke for at være
moden til fedning før den var o år gammel, eller til slagtning, før den var 7 år
(se Westenholtzes Priisskrift om Folkemængden i Bondestanden, 1772, s. 256 f.,
sml. Jon Adils: Einokunarverzlun Dana å islandi, 1919, s. 369). Kalve blev der
sikkert ingen solgt af til udlandet, selv om man vil tage ordet meget rummeligt.
M. Kr.