Danske Studier. 1925

TILNAVNET MENVED 185
det var et katholsk Alterkar, blev „omgjort og forbedret Anno 1724" og
forsvandt først 1880. Ud fra disse Arvestykker tør man maaske slutte,
at Bonaveddesagnene først ere digtede, efter at Gaarddannelsen havde
fundet Sted paa Bornholm, og i Katholicismens Dage, — maaske netop i
Erik Menveds Aarhundred. Dette udelukker ikke, at hvert enkelt Sagntræk
er hentet fra Oldtids Folketro; Træk for Træk findes lignende Fortællinger
i Folkemunde rundt om i Nordeuropa. Om de bornholmske
Vætters Herkomst kan oplyses, at Bakketrollene havde mest hjemme i
Bronsealderens Kæmpehøje, og hvor som helst Oldforskeren E. Vedel hørte
om, at Underjordsfolket holdt grummest til, der fandt hans Spade rigest
Udbytte af Jernaldersgrave. Det synes, at de første kristnede Bornholmere
ikke helt have villet skille sig fra deres hedenske Forfædre; de lod dem
leve som Vætter i deres egen Jord.
Helt urigtigt kan da B. S. Ingemann (De Underjordiske) ikke siges at
have grebet i at skildre Storbonden Bonavedde som en middelalderlig
Kristenhelt i Kamp mod gammelt Hedenskab. Med mere vaagen Natursans,
end den Ingemann ejede (DSt. 1922, bl. a. lod han „Sneglen med
Hus paa Ryg" vandre om Dagen og ikke om Natten), har en anden Forfatter
i de Bakkepuslinger, som søgte at drive Bonavedde fra Gaard og
Eje, fundet Folkedigtningens Omskrivning af de Naturkræfter, Sandskorn
og Vindstød, som igjennem Aarhundreder have truet denne Flyvesandsegns
Gaarde med Undergang. At gaa ind for en historisk Bonavedde er ugjør-
Iigt i Sagnenes Natur; han maa vedblive at staa som en Sagnskikkelse,
som Bondehelten med de overnaturlige Evner.
I Navnesammenstillingen: Menved-Bonavedde maa disse Navnes sidste
Led blive Udgangspunktet. I Oldislandsk var vettr (Hunkøn) simpelt hen
et Væsen, maaske altid et overnaturligt Væsen. Valkyrier, Alfer var saadanne
Vætter. Ondskab laa ikke gemt i Navnet; først ovceltr, Uvætte,
blev ondt Trol og meinvættr Skadetrol. I dansk Sprog er dette sidste Ord
intet Steds paavist, og saa lidt som Islænderne have vore Fædre knyttet
ful Ondskab ind i selve Ordet Vætte. I Tidernes Løb har Kristentroen
trykket Vætterne mindre og mindre, skabt dem om til Puslinger uden helt
at kunne faa Bugt med dem. „Vættarna se ud som smaa Bælla [Børn],
der løvva me Lys", forklarede en Gudhjembo 1850 (Bh. Ordbog, S. 395);
og disse Vættelys, de o. 5 cm lange Belemniter ere jo kun for Børnehænder.
Skaaningernes Vætter ere Skytsaander for Mennesker og Husarner,
og Fyenboernes Væder bære Nissedragt. Denne Forvandling ind
i Lilleputternes Rige var næppe fuldbyrdet, da Menved og Bonavedde
fik deres Vættenavn. Om Fællesskabet i de to Navnes sidste Led kan
næppe tvistes, og Folket har da opfattet de to Mænd som udrustede
med overnaturlige Evner, som Overmennesker (jf. Sven Vaanved).
I Sammenstillingen komme nu Navnenes første Led i Overvejelse.
Bona have baade Skougaard og Espersen læst som Enkelttal i Sammensætnings-Ejeform
(jf. Pæragaar = Peders Gaard), og begge gjengive Navnet
paa Dansk med Bonde- Vætte. Dette hindrer dog ikke, at man tør læse
det som Bønder s-Vætte, da det bornholmske Sprog i Sammensætninger
med Bon(d)e til Forled kun kender en og samme Form Bona (Bonafolk,