Danske Studier. 1925

146 HANS AAGE PALUDAN: TIL VISEN 031 TORBENS DATTER
og Alexandre og skænker den sidstnævnte sin Kærlighed. Ladislas
dræber ham, men benaades som Tronens Arving. Handlingen foregaar
i Polen 1 . Han byder hende atter sin Kærlighed, modtager, siger
han, kun for hendes Skyld Liv og Krone, og alle trænger ind paa
hende. Hun svarer:
Puis-je, sans un trop lache et trop sensible effort,
Epouser le meutrier, étant veuve du mort?
Venceslas henviser til Tidens lægende Virkning (som i Gorneilles
„Gid"), Ladislas nøjes med Haabet, — og saaledes ender Stykket
lidt ubestemt, men uden synderlig Tilbøjelighed fra hendes Side til
at give efter; i Modsætning altsaa til alle de anførte Tilfælde 2 .
I alle disse er, forekommer det mig, Analogien i Situation med
Visen om Torbens Datter aabenbar, hvor forskellige de end er i Udvikling
og hele Karakter. Ejendommelig for det nordiske Temperament
er den bly og tause Mø, der følger med uden et Ord, modsat den saa
meget talende og ræsonnerende Frue hos Chrestien; ikke mindre
karakteristisk er hendes Anonymitet: vi kender ikke engang Navnet
paa Torbens Datter, — anderledes med den selvbevidste spanske
Jimena, der i Nødsfald selv tilrettelægger Situationen!
1 I Polens Historie indtræffer Constellationen Wenzel (Vaclav II) — Wladyslaw
(Eokietek) i 1295, men de var ikke, som hos Rotrou, Fader og Søn.
F. Hémons Udgave fastslaar ogsaa, at det Historiske kun er tilsyneladende i
Stykket. I Bøhmen ses Navnene at passe paa Dronning Dagmars yngre Broder
Wenzel (f 1253), hvis ældste Søn hed Wladislaw (f 1247), ugift, medens den anden
var Pfemysl Ottokar II, gift (2°) med Kunigunde af Halic. Navne som Alexander
og Kassandra forekommer ikke paa Stamtavlen over Pfemyzliderne, saalidt
som Begivenheder af denne Art omtales i deres Historie. (A. Bachmann:
Geschichte Bohmens, I, Gotha 1899). a I Marmontels Omarbejdelse af Stykket
efter Madame de Pompadours Ordre ender hun endog med at stikke sig.