Danske Studier. 1925

ET DEMOKRATISK ELEMENT I DANSK ÅNDSLIV 151
skens udbygninger. Det hele gor hverken et fæstningsagligt eller
slotsagtig indtryk, men er både hyggeligt og frodigt. Læg så dertil
den store færdsel af folk og fæ; og at måske fruen med sine tærner
træder i dans på grønningen.
Men mest betydning af alt for opfattelsen af adelsgårdens stilling,
er dens forhold til landsbyen, bondebyen. Stadig forudsætter
sangeren, at ridderens gård ligger i bondebyen; om det
så er den døde adelsfrue i Svend Dyringsvisen, må hun gå igennem
„byen" for at nå sit gamle hjem. Og det forhold, hvori ridderen
stod til sine naboer, nævnes aldrig som andet end godt. F. eks. går
to faderløse ridderdøtre til landsbyens bønder og låner sværd og
brynje til at hævne deres faders død med.
Hvor bondens tilstand udmales, er det gerne et billede af
velstand.
Ridderen o: den bofaste ridder optræder aldrig som modstander
af bonden; men bonden kunde plages af kongens fogeder
eller hovmænd. Og da tog viserne parti for bonden.
Så bredt et lag udgor altså den stand af riddere, der er folkevisernes
stadige personer, og sikkert også deres forfattere. Men
kan vi udstrække forfatterskabet videre? der er hele klassen af tyende,
„svendene", eller som man ynder at kalde dem „hovmændene".
Mon ikke vi har visedigtere blandt dem? Viserne svarer selv derpå:
de fremstiller ofte svende som tapre og hengivne, men de gores
aldrig til hovedpersoner, og hvad mere er, de måles altid efter
deres trofasthed, o: de ses alene fra deres herskabs standpunkt,
digterne er adelsherrerne.
Blandt bønderne synes vi heller ikke at have viseforfattere,
men hojest viseomarbejdere. Og egne synsmåder kommer næppe
frem der; den eneste gang bonden sammenligner sig og adelsmændene
er i en skæmtende vise, der er indført fra andre lande.
Bonden modtager adelens visesang og kender sin tankeverden
igen i den, så nær står de hinanden. Og her står vi ved et ejendommeligt
forhold, som udmærker den danske riddervise i middelalderen:
den er ikke en hofpoesi, men for at bruge dens eget
udtryk en „bomands"-digtning: den bosiddende, jordbrugende
klasses digtning. Hvor „hovmandens" tojlesløshed stilles overfor
den bosiddende mands jævne orden, er visedigtningen fuldstændig
på bomændenes side; den lader hovmænderne blive straffede
for tvangsgæsteri og voldtægt mod bønder. Men kvikkest er den