Danske Studier. 1925

REVISIONEN AP DET ATTENDE AARHUNDREDE 103
ningen af det 18. Aarhundrede var Rationalister, blev Mængden af
Præsterne og Menighederne det først omkring Aarhundredeskiftet;
og mens Rationalismens Tidsalder i Litteraturen maa ansættes til
ca. 1770—1800, maa den i Publikumshistorien rykkes en lille Menneskealder
frem i Tiden, til en Epoke hvori de ledende Mænd var romantisk
religiøse eller ortodoxe. Lige saa forsigtig maa man være
med at slutte noget af Bogoplags Størrelse eller Antallet af dramatiske
Opførelser. Mens den oehlenschlågerske Tragedie blomstrede,
beherskede Iffland og Kotzebue Teatret, og Heibergs og
Hertz's Vaudeviller og Lystspil fortrængte først Scribe fra den
danske Skueplads efter 1860. Naar derfor Lamm beklager det som
en Mangel ved sin Fremstilling af den naturbeskrivende Digtning,
at han ikke har anstillet en mere omfattende Undersøgelse af de
engelske Havers Udbredelse i Sverrig i Oplysningstiden, kan man
altsaa gerne tilgive ham. Og den Vægt han har lagt paa pietistiske
Bevægelsers Udbredelse, paa Okkultisme og Frimureri (hvoraf en
klassisk Fremstilling), ser man med nogen Skepsis paa: de beriger
ikke vor Opfattelse af Tidens produktive Litteratur saa meget som
det paastaas.
Jeg er bange for, at man over disse extra-litterære Sysselsættelser
i nogen Grad glemmer Litteraturen selv. Den svære Bagage
man møder op med, forringer den Bevægelseslethed man har
behov for at anskue en Litteraturfrembringelse, specielt et Digterværk,
paa den rigtige Maade. Den megen Syslen med materielle
Kendsgerninger trækker tit en litteraturhistorisk Materialisme efter
sig. Eller er det ikke næsten Materialisme, naar Lamm konstaterer,
at den swedenborgske Lære om Menneskeskikkelsen som Altings
Norm (Mennesket skabt i Guds Billede) genfindes hos Tegner samt
hos Elgstrom, Atterbom, Stagnelius og Almqvist? Jeg tør ikke
paastaa at han ligefrem har Uret, men jeg mistænker ham sandt
at sige for at identificere sex Stykker Papir i sit Lærdomsapparat,
hvor man har at gøre med sex forskellige Menneskers Anskuelser,
som vel har en egen Plads i enhvers Forestillingssystem (anf. Skr.
I. S. 135f.). Ligeledes beundrer jeg Lamms Lærdom, naar han
finder Tegners og Geijers Opfattelse af Vikingen hos Fischerstrdm
(S. 311), men jeg bilder mig alligevel ind, at der er en Forskel, og
denne Forskel er maaske det væsentlige. Jeg kunde opregne lignende
Exempler i Mængde; og jeg maa insistere paa, at det er
vanskeligt at bevise den Overensstemmelse der søges, ved saadanne