Danske Studier. 1925

KLOGE FOLK 175
dem en Berømmelse af mere varig Art end den, som Distriktslæger og
Dommere havde skabt, og som af Befolkningen hastigt ændredes til en
Martyrglorie. Hans »Jydske Benbrudslæger" og de smaa Biografier af
enkelte paa dette Omraade fremragende Personligheder eller Kvaksalver-
Dynastier vil mindes af mange. Men ogsaa Kulturhistorikerne har taget
sig af dem. Først naturligvis Evald Tang Kristensen, der samlede
Materialet, som saa mange andre benyttede og som i sine „Danske
Sagn* gengav Folkets Fortællinger om de kloge Mænd og deres Gærninger
og som i sin, ogsaa paa dette Sted anmeldte, sidste Bog offentliggjorde
saa mange Optegnelser, at man troede, at Sagen foreløbig var
bragt til en Afslutning. Dernæst Pastor Kau, der i smaa Monografier
gav en Række meget væsentlige Bidrag til Bondekvaksalvernes Historie
her tillands, og endelig de mange, der skrev om Emnet i Amtsaarbøgerne
og andet Steds.
Nu har Museumsforstander H. P. Hansen i Herning udsendt sit
Bidrag til de kloge Folks Saga, og det vil hurtigt vække Opmærksomhed.
Dels fordi det stammer fra en ganske begrænset Del af Landet, Holstebro,
Struer, Lemvigegnen, dels fordi han arbejder med den nyere og
nyeste Tids Personer og fordi hans Materiale er indsamlet saa godt som
udelukkende af ham selv. Man undres uvilkaarligt over at Jylland stadig
kan vedblive at afgive nyt Stof. Vor store Halvø maa være en ren
Guldgrube for Folkemindeforskere. Øerne yder kun lidet til Sammenligning,
maaske enten fordi Indsamlingerne drives med mindre Kraft eller
fordi ingen offentliggør det indsamlede. I Hansens Bog er ikke mindre
end atten — 18 — kloge Mænd og Kvinder biograferede, deres Kure
er skildrede, deres Liv og Virksomhed, og til dette er der foruden Fortællingerne
fra Folkemunde taget et stort Materiale af Retsforhandlinger i
Brug. Underligt nok har Forfatteren ikke søgt til Sundhedskollegiets
Aarsberetninger, hvad der vilde have været naturligt, da mange Sager
rejstes af Distriktslægerne. Lægeverdenen, som vil more sig godt over
Bogen, spiller en stor Rolle i den og Heiberg i Viborg, Dethlefsen
i Ringkøbing og mange andre figurerer ofte og bedømmes paa pudsig
Maade i Folkets Tankegang. Om nogle af disse Læger har der allerede
dannet sig Sagn, der viser, at ikke alle Embedslæger har nydt ubegrænset
Tillid. For øvrigt har nogle ladet fem være lige, og de har øjensynligt
kunnet deles i to Slags, nogle, der forfulgte de kloge, hvor Lejlighed
gaves, andre, der tolererede dem, omend de ikke ligefrem støttede dem.
Dette sidste gives der dog ogsaa Eksempler paa, og de ulige Vilkaar for
Tilliden kommer stærkt frem i en lille Historie om Lægen, der græd, da
den kloge Kone havde kureret en af hans Patienter.
Enhver ved, at Folkemedicin er en Blanding af Overtro og af den
officielle Medicins Kure, ofte slidte og afgnedne til Ukendelighed i Bondekofternes
Lommer. Hver Tid har sine Kure, og de ældst kendte Kvaksalvere
arbejdede med Midler, der udelukkende hørte hjemme i de primitive
Folks Omgivelser eller i deres Tro. Senere optoges Middelalderens
Kure, og samtidig med, at Lægekunsten blev mere og mere rationel,
skødes disse Midler ud. Kulturhistorisk set betyder dette en Forringelse,