Danske Studier. 1925

SAGN OG VIRKELIGHED 171
Gudmund Schiitte, gjorde Kongen med det hvide Haar (Sindet var lyst
som Haaret), og med den hvide Hest (se Gudernes Dyrehave) til en
Solmythe.
Men hvorom alting er, saa viser den „pudsige Folkefortælling" slet
ikke, som Schiitte synes at mene, at et „Historieminde" „fordufter" lidt
efter lidt, som Sprit af en Flaske, i Løbet af et halvt eller helt Hundrede
Aar; et ganske uhistorisk Sagn kan tværtimod, som det vil ses, være
dannet endnu i Hovedpersonens Levetid og siden holde sig uforandret
saa længe det skal være — eller i det mindste saa længe nogen bryder
sig om at fortælle det og høre det. Hvis jeg havde troet paa Hans
Kurvemagers Fortælling, saa kunde jeg ene Mand, der daglig fortæller
Historier for mine egne Drenge og andre Folks Drenge, jo let sikret
Sagnets Liv det meste af dette Aarhundrede.
Det er den moderne Oplysning, Skolegangen, der gør det af med
den Slags „pudsige" Historier og derved gør Ingemanns Ord til Løgn,
at Dansken „aldrig skal glemme" Frederik VI's Stordaad i Wien. Skoleelever,
Realister og Seminarister kan saa udmærket godt glemme Wienerkongressen,
og hvad mon der egentlig er mest ved: at have Frederik VI,
Napoleon og Bernadotte som kedsommelige Navne i en korrekt Lærebog
— eller at have dem som handlende Personer i en morsom, uhistorisk
Fortælling, saadan som han havde dem, den gamle Dragon fra Toreby.
Karl Rasmussen.
Til ovenstående kan endnu fojes et og andet.
Det er fuldstændig rigtigt, at Wienerkongressen må være en glimrende
baggrund for sagndannelse, netop fordi folk intet vidste eller kunde
vide om, hvad der virkelig var foregået, og vel ikke havde forstået det,
selv om der havde været mere fortalt om det i samtiden. Hvad man
havde oplevet, var kongens hjemkomst næsten som triumfator. Hans
modtagelse i Altona, og derefter i alle rigets byer, var som en sejrherres;
man spændte hestene fra hans vogn og trak ham gennem gaderne; ja
i København var man nær ved at bære vognen lige til slottet. Det blev
sagt og man troede, at han i Wien havde reddet land og rige (Danm.
R. Hist. VI, 1 s. 27). — Hvordan? ja det måtte man tænke sig til, og at
man så tillagde ham færdighed i at fægte med venstre hånd, ligesom
man senere udstyrede Jens Kjeldsen med den samme færdighed, er ikke
så sært. Trækket er ogsaa kendt i Jylland (Århus-egnen), skont Feilberg
ikke har fået det med i sin morsomme form i „En Kaargild" (nordvestjysk).
Nej, Wienerkongressen er så vist ikke nogen prøvesten for det
historiske mindes varighed, for dær var ikke noget minde at bevare.
At det stedbundne minde kan leve utrolig længe, er der vidnesbyrd
nok om. Navnet Sasebro ved Fjænneslev er vel ikke afhængigt af
runeindskriften, som folk formodentlig ikke har kendt. Otto von Friesen
har i Feilberg-festskriftet s. 606 flg. behandlet et smålandsk sagn om to
brødre, hvem det var blevet spået, at de skulde dræbe hinanden. De