Danske Studier. 1925

SAGN OG VIRKELIGHED 169
men skønt Sagnet altsaa ikke har et Navn eller et Stedfæste til at give
det Rygrad, har det dog kunnet holde sig i langt over 200 Aar. Der er
ingen Fare for, at det skal dø ud i den første Menneskealder; jeg har
hørt det af Folk paa min egen Alder.
Det eneste tildigtede Træk er det med den kongelige Ordre om
Folkenes Fordeling; det tænker jeg mig opstaaet derved, at man atter og
atter har sagt til hinanden: saadan burde det dog have været. •—• Maaske
jeg her kan nævne Sagnet om Frodes Guldring, der efter Olriks Forklaring
(Danm. Heltedigtning II S. 270) er opstaaet af en blot Talemaade:
der var saa dyb Fred, at man kunde lægge Guld paa alfar Vej.
I Virket paa Falster ved man, at i 1766, da Kronbønderne blev
solgt til Proprietærerne, købte Virket Bønder sig selv, d. v. s. der var
en navngiven Mand der købte, og han sagde saa til de betænkelige:
Nu kan du købe din Gaard, hvis du vil, ellers kommer du til at gøre
Hoveri til mig.
I Nr. Ørslev er der Fortællinger nok om Proprietærerne, alle henført
til den forhadte v. Westen, mens hans skikkelige Efterfølger er glemt.
En nulevende Mand ved, hvordan Bønderne en Dag nægtede at møde til
Hovning, og saa, da de endelig mødte, først blev skældt ud og siden fik
Tilbud om at købe sig selv. Det skete, iflg. Rentekammerets Protokoller,
11. Septbr. 1791, og jeg har kunnet fastslaa, at der er god Overensstemmelse
mellem Akterne og de lange Fortællinger om, hvordan Bøndernes
Fører Ole Villumsen i lange Aar stred for Selveje, og tilsidst, da Embedsmændene
smed ham ud, skaffede Bønderne deres Ret ved at tale
med Kronprinsen.
I Nr. Ørslev er det mest uforgængelige Minde fra 1791, i Virket
fra 1766, i Kjerteminde fra 1710; der eksisterer ingen Forældelsesfrist
for Historieminder; men Folkesindet gemmer det, der er gaaet dybest
ind i det.
Derfor fortæller jeg med god Samvittighed mine Elever, hvad jeg
ved fra en gammel Fisker i Kjerteminde om Kaperbedrifter i den Tid,
da Englænderne laa paa Romsø, og jeg tror, at de Historier, jeg har
hørt paa min Hjemegn om Kapere, Spanioler og de Dragoner, der var i
Frankrig, er lige saa fri for Udpyntning som det Billede, Sognefogden i
Øster Ulslev havde af Frederik VI: Han var jo nok en god Konge; men
ellers var han da en stor Nar til at eksercere med Soldater.
Men nu Fortællingen om samme Frederik VI i Wien, hans Tvekamp
med Bernadotte og hans vældige Sværdhug? Ja, den kender jeg ogsaa;
jeg har hørt den fortælle i vestjysk Form, vistnok efter Feilberg; men
jeg havde meget før hørt den af en gammel Mand i Toreby paa Lolland.
Den jyske Form var den morsomste; men den lollandske var
stærkere i den saglige Redegørelse: Kongen var ellers kun en lille Mand,
hans Ben naaede ikke uden midt ned paa Siden af den hvide Hest; men
da han fik Sablen over i venstre Haand og slog disse her Baghaandshug,
saa maatte den anden af Hesten. Mine Tvivl tog den gamle
Dragon meget ilde op; troede jeg maaske bare det kom an paa Kræfter,