Danske Studier. 1925

TIL VISEN OM TORBKNS DATTER 143
Giuvi skal føres til Galgen for dette Drab, kommer Pigen tilstede
og beder ham fri for at gifte sig med ham. („Dée ra man a ra
brunetta E andévira a spusée"). Men hun er altsaa, som Jimena
tildels, den active Part, medens Torbens Datter i samme Situation
helt er den passive, der bøjer sig ind til den Stærkere, Beskytteren,
som skal erstatte hende den dræbte Fader. — En anden dansk Folkevise,
hvori Motivet forekommer — rent en passant, — er „Frændehævn"
(DgF 4A, Vers 2):
hun bleff bort-giffuenn saa langt aff laand,
dy gaff hynder sinn faders baann y haand.
Men her følger hun ikke frivillig „sin Faders Bane" som Torbens
Datter; hun græder „saa muodig thaare" og hævner senere
Fader og Brødre paa Manden, — noget, der vist vilde ligge Torbens
Datter, som vi kender hende, ganske fjernt, for ikke at tale
om Jimena.
Gaar man ikke ind paa den Formodning, som efter det Foregaaende
synes mig sandsynligst, at Torbens Datler ægtes af Faderens
Banemand, men mener blot, at hun af Medlidenhed optages
og forsørges af ham (uden at hendes Slægt synes at have noget
Ord med at sige), saa stemmer Forholdet godt med en tysk Retsskik,
især hos den sydtyske Adel, som Professor Poul Johs. Jørgensen
har gjort mig opmærksom paa 1 . Ifølge denne raaatte Drabsmanden
i Forligstilfælde forpligte sig til at tage sig af de efterladte
Sønners og Døtres standsmæssige Forsørgelse. Om Ægteskab
mellem Drabsmand og Datter tales der dog ikke, men var der flere
Døtre, kunde han jo ialtfald ikke ægte dem alle.
En analog Situation, men ganske forskelligt udviklet, foreligger
i Galderons fantastiske Stykke „Afectos de odio y amor" (Had og
Kærlighed, 1664), et ganske uhistorisk Arbejde om Dronning Christina
af Sverige, der 1655 gik over til Katholicismen i Innsbruck;
hun bliver heri en helt moderne Fortaler for Kvindens Ligeberettigelse.
Handlingen gaar ud paa, at Casimiro, der har dræbt
Cristernas Fader Adolfo, Kejser i „Suevia", (o: Gustaf Adolf) i
Slaget, gribes af Kærlighed til hans Datter, da han ser hende, og
derfor ukendt, i Forklædning, bistaar hende endog i hendes Be-
1 P. IVauenstadt: Blutrache und Todtschlagsilhne im deutschen Mittelalter
(Leipzig 1881), p. 139.