Danske Studier. 1925

134 HANS AAGE PALUDAN
„Jeg vil give Eder Hus og Gaard,
Dertil min Datter, saa væn en Maar."
„Vi er ikke kommen for Hus eller Jord,
Men vi er kommen for dit Hjerteblod."
Saa hugge de Hr. Torben saa smaa
Alt som Løv, udi Lunden laa.
Saa rede de til Hr. Torbens Gaard.
Ude stod hans Datter, den væne Maar.
Ude stod hans Datter, saa smal som en Vaand,
Med et Guldkar paa hver sin Haand.
Hun skænked deri med Lyst og Spil,
Hun drak forst sin Faders Banemand til.
„Havde jeg vidst, du havde været saa god,
Aldrig skulde jeg set din Faders Hjerteblod."
„Og har I slaget min Fader til Død,
Da har I gjort mig saa stor en Nød."
„Har jeg nu ikke gjort vel mod dig,
Da skal du herefter have saa godt som jeg."
Han satte hende paa Ganger graa,
Saa slog han over hende Kaaben blaa.
Saa red de over de sorte Heder;
— Under Lide —
Aldrig saa hun sin Fader mere.
Der Dagen han dages, og Duggen den driver saa vide.
I det Billede, som her er lagt for os af en svunden Tids Leveog
Handlesæt 1 , af Optrin, der, som Axel Olrik allerede bemærker,
minder om de islandske Ættesagaer, er der en Side, som vel har
kunnet overraske adskillige: Datterens Holdning overfor Faderens
Banemand. Det er for vor Tids Betragtning lidet forstaaeligt, at
hun rider bort uden mindste Indsigelse med den, der lige har dræbt
hendes Fader (selv om det var som lovlig Frændehævn), og aabenbart
som hans Brud. At dette er Meningen, synes mig trods
1 Visehaandskriftet er fra Stockholm fra 1640'erne, Visen selv er „af de
ældste" (Olrik).