Danske Studier. 1925

NVE BIDRAG TIL SKRÆDDERNES SAGA 27
Ord lyder: „Skomagerne gaar paa bare Ben, Skrædderne ganske
nøgne" J .
Men af Elendigheden kan rejse sig en Digter eller Skribent:
Skrædderen kan mange Sange, er ofte selv Forfatter af dem, hedder
det i Bretagne. Herom handler Charles Kingsley's Roman „Alton
Locke, Tailor and Poet" (1849); navnlig i Begyndelsen skildres de
slette Kaar, Skrædderne dengang havde 2 i London, udnyttede af
de saakaldte »sweaters". Et Kapitel foregaar i 30'erne i et Stormagasins
Arbejdslokale, som Folkene kalder „the Gonscrumptive
Hospital" med Hentydning til den under de usle Forhold let erhvervede
Brystsyge. Bedre Kaar søges gennem den chartistiske
Bevægelse. Noget af et levende Forbillede havde Kingsley nok i
en af de ledende Chartister, Lowery, der selv havde været Skrædder,
og i hvis lille, fortrykkede Skikkelse der boede store aandelige
Gaver og megen Veltalenhed 3 .
Imidlertid, inden vi kan gaa over til saadanne mere positive
Vidnesbyrd om Skrædderne, er der andet at fremføre. De er løgnagtige
(Bretagne), ialtfald dovne og ikke ordholdne med Leveringen.
Herom har Feilberg en Remse (I S. 189), som genfindes, men med
dybere Braad, i „Wunderhorn" II 159 (Aus der Zeit Simon Dachs):
„Bons dies, Bock!" (God Dag Buk). Det er en Remsevise, hvori
Skrædderen stadig holder Kunden hen, naar han kommer efter sit
Tøj: Tøjet forslaar ikke, siger Skrædderen, og Remsen tiltager i
Længde: „Nicht Tuch genug; Sieben Ellen nicht Dåumling, nicht
Handschuh, nicht Striimpf, nicht Hosen, nicht Wams, nicht Rock!"
— han har nemlig selv taget og brugt det.
1 s
Li courdounié soun descaus, li taiur touti nus (Mistrals Tresor). Om
den utilstrækkelige Kost hørte vi allerede en Antydning hos Chamisso. En
gammel Historie findes i den „nyttige Hussbog: Kaidis retteligen Leffnetz Compasz*,
som Claus Porsz til Øllingxøe udgav i København 1613, fol. Tt verso,
Historie 230: -Om en Skredder oc smaa Fiske". Skrædderen køber altid paa
Torvet de allermindste og tyndeste Fisk, Skrædderaal, til sit Bord, — dem,
ingen andre vil have. Han roser dem meget under Maaltidet, for at Svendene
ikke skal laste dem; men en Dag, da han bliver kaldt fra Bordet, stopper
Svendene imens Smaafiskene i Næsebor, Knaphuller, i Ørerne, Munden og mellem
Fingrene, saa de stikker ud alle Vegne. Mesteren bliver forfærdet, Svenden
lader, som om han først nu opdager, at alle de smaa Fisk, han har maattet
spise der i Huset, nu kravler og kryber ud af ham, og beder Mesteren dog
herefter købe en stor og skære den i Stykker, at det ikke skal gentage sig. Og
da det var lige ved Paaske, og der var meget Arbejde, maatte han give efter.
3 8
J.Holland Rose: The Rise of Democracy (London 1912), p. 102—103.