Danske Studier. 1925

ODINS RIDT
AF
AXEL OLRIK
D ER er vel ikke gjort noget fund vedrørende vor folkeæts gamle
myteverden så egnet til almindelig undren og efterforskning,
som da Georg Waitz i 1841 fandt det lille oldtyske digt om Wodans
ridt, om det forvredne ben på hesten og om hele gudeflokken, der
tryllede benet raskt igen. Det stod at læse i en af domkirken i
Merseburgs gamle bøger, skrevet i randen af et missale fra 10. årh.
ved siden af en anden trylleformel. Forbavselsen blev ikke mindre,
da det viste sig at være i alle sine hovedtræk identisk med en i
Nordevropa udbredt trylleformular, hvor Kristus signer den forvredne
hestefod (ell. desl.). Formlen blev det store eksempel på, hvorledes
hedensk stof kunde antage en tilsyneladende kristen skikkelse. Den
blev da også, i en tid hvor den nordiske mytologis gyldighed for
Tyskland var levende omstridt (Sophus Bugge), det håndgribelige
vidnesbyrd om, hvorledes den virkelig tyske myteverden så ud. Intet
under, at hvert år bringer nye undersøgelser og tolkninger af den.
Litteraturens mængde i de seneste år har dog en særlig grund.
Selve dens hedenske udspring er bleven omtvistet. Kaarle Krohn,
den ledende mand indenfor finsk folkemindeforskning, har fremstillet
den kristne form som grundformen, hvoraf Merseburgformelen er en
omklædning med hedenske navne, — tidligst antydet i en afhandling
fra 1901, fyldigere udviklet i 1905 i hans Finnische beitråge zur
germanischen mythologie (Finn. ugrische forschungen, V. s. 128—38)
og især i hans anmældelse af Richard M. Meyers Altgermanische
religionsgeschichte (Gottingsehe gelehrte anzeigen, 1912, s. 212—17).
Overfor dette har forskerne måttet tage parti, for eller imod, de fleste
på det gamles side.
Denne litteratur er nu [1915] bleven øget med et arbejde der ikke
blot er det stOrste, men også det grundigste af de hidtil fremkomne:
Danske Studier. 1926. 1