Danske Studier. 1925

38 HANS AAGE PALUDAN
600 livres i aarlig Gage og havde aaben „Mund" ved Hoffet hele
Aaret, o: fik Kosten, — og var meget misundte 1 . Hører vi ikke
ogsaa af Per Ravn, hvordan i Paris „Skrædderne de syer paa Mahognibord
Med Tæpper af ægte Kastor" ? („En Spurv i Tranedans"
III 6). Saaledes kan man forstaa, hvad Claus Pors fortæller (Leffnetz
Gompasz, Ttiij), at Skrædderne tror sig fornemmere end alle andre:
„de formoder sig / effter alle Adel er død / at de skulde bliffue Herremend
igen." De kan jo ialtfald gaa omkring „smykkede og hovmodige"
som Herremændene, hvis Klæder de syer.
I Spanien, hvor, som vi saa i Begyndelsen, Skrædderne spiller
en stor Rolle i Ordsprog, siges ogsaa: Det bliver, som Skrædderen
maaler, o: det bliver, som det skal, hverken mere eller mindre. Og
man har et gammelt Skuespil af den nævnte Tirso de Molina, som
hedder „Gomedia de Santo y Sastre" 2 ; Det handler om den hellige
Homobono og en Dorotea, et Forhold omtrent svarende til Josef og
Potifars Hustru. Men de bliver gift; han viser sig at være Skrædder,
men bruger sine Penge til de Fattige, sin Tid til Sygebesøg. Til
Gengæld kommer Engle og syer for ham og hjælper ham, til han
døer. Og, siger de kvikke Slutvers: „Denne Historie lærer os, at
for Gud er alting let, og at det paa Jorden er muligt for en Mand
at være baade hellig (o: from) og Skrædder." Det er jo en noget
anden Besked, end vi ellers har faaet. —
Den største Oprejsning, skønt halvironisk, faar vel Skrædderne
i Carlyle's „Sartor resartus", Bogen om Klædernes Betydning i
Verden, bogstavelig og overført. Det er især i III ch. XI, hvor der
direkte tages til Orde mod den Uret, der er gjort dem ligefra Hans
Sachs og Shakespeare, og indgaaende mod Gh. Lambs Essay om
Melankolien, uden at dette dog nævnes. Der mindes om Dronning
Elizabeths Regiment, hvor hverken Mænd eller Heste kunde saares,
thi det bestod af Skræddere paa Øg. Men under Skræddertøjet og
foruden Skræddersenen (sartori us) er der en hel Mand, endog —
som det dæmrede for Swift — »noget af en skabende Guddom".
Digtere og Morallærere er, siger Garlyle, jo kun en Slags metaforiske
Skræddere, og han anfører til Opmuntring de 24 Skræddere
i Sofiamoskéen, der syede det hellige Klæde til Gaabaen i Mekka,
og den kgl. Hofbuxesyer i Edinburgh, som paa sit Skilt satte Mottoet:
Sic itur ad astra. Det er jo noget andet end den nedslaaet
1 A. Franklin: Les magasins de nouveautés, p. 200. * Tea tro escogido,
torao XII (Madrid 1842), p. 361 ff.