Danske Studier. 1925

HOLBERGIANA 167
Se udgaven ved Winsnes og Thomas, Aschehoug, 1922, s. 76,
hvor forfatteren, naar han taler om bøger, siger: „og ikke alene
skriver dem, men skriver dem 16 Gange ud igen og giver dem
nye titler og sælger dem paa nye". Ib. s. 129 „ingen Ting har jeg
saa stor Afskye for som det Slags Folk, der ikke kan tale 4 Ord,
inden der skal være 16 Parentheser imellem." Disse to exempler
er fra det første Levnetsbrev, som Holberg ifølge Mortensen skulde
have „forbedret" efter Bergens-teksten fra 1741, — men ogsaa i det
tredje brev, som Holberg altsaa, efter hvad Mortensen mener, skulde
have tilføjet „i fri bearbejdelse" forekommer udtrykket, endog to
gange: „De alleene, som ere ødsele, og sætter mere overstyr een
Dag end de fortjene i sexten, synes at have bedre Rett til at lee"
(s. 188) og: „Dette lægges vel de Engelske til Last, at de læser
deres Prædikener op af Papiiret, men derved er den Nytte, at deres
Prædikener hænger sammen, og at man ikke faar en Ting at høre
16 Gange."
Jeg tilføjer, at Latinen ikke i et eneste tilfælde har det stricte
modsvarende sedecim, hvad der forresten ikke er egnet til at undres
over, da dette udtryk slet ikke synes at forekomme som indefinitum,
— med undtagelse af en eneste mulig, men ikke sikker,
undtagelse i Plautus (Rudens, ed. Waltzing 1. 1422) og at sexten
staar for iterum i vort første citat, mens det gengives ved atter
igen i Bergens-teksten af 1741, — og at det derimod er tilføjet i
de tre andre citater. —
Som sagt: jeg havde ikke nogen personlig begrundet mening
om spørgsmaalet: „Holberg eller ikke Holberg" her før eller efter
at have læst Dr. Mortensens artikkel, men det kan ikke nægtes, at
et lille fund som dette er vel egnet til at bestyrke en i ens indtryk,
at der ligger noget i hypotesen, og det forekommer mig ialtfald
at være værd at fæste opmærksomheden paa den omstændighed.
Her ser vi altsaa en ny vej, — eller for at tale et lidt mere
beskedent sprog; en liden side-sti, ad hvilken en mere indgaaende
undersøgelse mulig kunde føre til et resultat, som tilfredsstiller andre
end den, som opstiller hypotesen. Selvfølgelig maatte en saadan
stil-undersøgelse for ogsaa at kunne tilfredsstille andre, foretages
af en indfødt og ikke af en fremmed. Jeg vil derfor her
tillade mig at henstille det til andre at foretage den, og da naturligvis
i flere retninger end netop den, som et tilfælde har bragt
mig til at udpege. —