Danske Studier. 1925

144 HANS AAGE PALUDAN
stræbeiser for at ramme Faderens Banemand. Hun paa sin Side
forelsker sig i den ukendte, tapre Soldat og lader sig, da han opdages,
nøde til at ægte ham; thi: „Strides Kærlighed og Had, Er
det Kærlighed, der sejrer." — Men Forholdet bliver jo for denne
Gristerna et væsentlig andet end for Torbens Datter eller Jimena
derved, at hun ikke ved, at det er Faderens Banemand, hun kommer
til at elske; og i Krisen tilsidst søger hun at sætte sig imod
den Udvikling, det har taget, modsat hine. —
Tre menneskeligt nærstaaende, omend juridisk set afvigende
Paralleler til Situationen, og med forskelligt Udfald, kan anføres
fra engelsk og fransk Digtning, idet Personernes indbyrdes Forhold
er som det nævnte i Judaslegenden: Drab sones ved at ægte den
Dræbtes Enke. Først den store Scene (I 2) i Shakespeare's „ Richard
III", ved Henry VI's Baare, mellem Uslingen Gloucester, der
har dræbt Kongen og hans Søn Edward, og dennes Enke Anne.
Han overvælder hende med frække Smiger- og Kærlighedsord,
søger at faa hende til at tro, at det var af Kærlighed til hende,
at han dræbte hendes Mand. Hun svarer ham først med Harme
og Haan 1 , men hendes Modstand lammes gradvis, hun giver efter
med kvindelig Svaghed for hans Smiger, overgiver sig snart, modtager
hans Ring og lader sig krone til hans Dronning, vel vidende
den ulykkelige Skæbne, der venter hende.
Det andet Tilfælde, med samme Udfald, men mindre dæmonisk
hidført, foreligger i den bretonske Roman „Le chevalier au
lion", Chrestien de Troyes' Hovedværk, fra 1173. Her fortælles
(Vers 1406—2165) om Yvain, Løveridderen, der opsøger den vidunderlige
Kilde, men anfaldes af Landets Herre og dræber ham.
Uden at ses overværer han derpaa, indelukket i Borgen, den Dræbtes
Begravelse, forelsker sig i Enken og opnaar ved en Ternes hjælpsomme
Mellemkomst at vække hendes Genkærlighed og ægte hende.
I stærk Modsætning til Knapheden i Visen om Torbens Datter fortælles
her vidtløftigt og med mange Svinkeærinder paa de franske
Æventyrromaners kvikke Maade og i Ghrestiens lette, fornøjelige
Ottestavelsesvers. Her som hos Shakespeare gaas ud fra Kvindens
Vægelsind, at „Ferne a plus de mil corages", Kvinden har mere
end tusind Sind. Hendes begyndende Eftergiven analyseres fint.
1 Ordene: „Skøndt din Død jeg ønsker, Vil jeg dog ikke være selv din
Bøddel," er ganske Chiménes til Rodrigue i Gorneilles „Le Cid" (III 4): „Va, je
suis ta partie, et non pas ton bourreau".