Danske Studier. 1925

TIL VISEN OM TORBENS DATTER 135
fremsatte Betænkeligheder fra forskellig Side dog ikke tvivlsomt
efter Visens egen Ordlyd: selv om der ikke udtrykkelig siges, at hun
ægter Faderens Drabsmand, er det dog tydeligt, at hun ikke har
noget imod, at han slaar om hende Kaaben blaa, og hvad hans
Tanke er med, at hun herefter skal have det saa godt som han,
synes ogsaa klart nok. Hun er vel næppe noget rent Barn, som
han blot af Kærlighed og Medlidenhed tager sig af og vil være
god imod: naar hun skildres „smal som en Vaand" og bærende
Guldkar paa hver sin Haand, og i Faderens Fraværelse belevent
modtager Gæsterne, som rider ind paa Gaarden, kan hun jo ikke
være noget Barn, rent bortset fra, at Torben har lovet den truende
Fjende hende tilægte. Skovgaard fremstiller hende ogsaa som den
unge voxne Jomfru, der gør Honnør for de Fremmede og siden
rider bort, grædende, i Drabsmandens varsomme Arme. Saa det
synes at være fuldt berettiget at slutte til Ægteskab, naar de saaledes
rider afsted sammen over de sorte Heder, — paa lignende
Maade som i den franske Vise om Gaiete og Oriour 1 .
Det er da ogsaa Axel Olriks Opfattelse i den mere æsthetisk
ræsonnerende end historisk oplysende Indledning til Visen i „Danmarks
gamle Folkeviser": medens ellers, siger han, Møen ofte vindes
ved Faders eller Frænders Drab, findes her den poetisk modsatte
Tankegang: „det er ikke trods Drabet, men udfra Drabet, at Kjærligheden
voxer op". Det, man kunde have ønsket af Indledningen,
var imidlertid en Paavisning af, i hvilken Grad dette blot er et
opfundet, yderligt, romantisk digtet Motiv, eller hvorvidt det falder
i Traad med middelalderlig Tankegang, Lovgivning eller Retspraxis
2 , Skik og Brug; hvorvidt virkelige Tilfælde maaske historisk
kan dokumenteres, eller om det blot er et rent psychologisk Til-
1 Denne findes oversat i K. Friis-Møller: Hundrede franske Elskovsdigte,
Kbh. 1921. 8 Man vil forgæves søge Retshjemmel for et saadant Tilfælde i de
gamle Landskabslove, saalidt som Poul Johs. Jørgensen: Manddrabsforbrydelsen
i den skaanske Ret til Valdemarstiden (Univ. Progr. 1922) kender til det. De
beskæftiger sig jo overhovedet med Forbrydelserne udfra Bods- og Fredløshedssynspunktet,
med Retsforfølgelse i det hele mere end med Forlig. Og Kvindens
Værge i saadant Tilfælde var jo Slægten, som her i Visen slet ikke nævnes.
Professorerne Frantz Dahl og Poul Johs. Jørgensen har, paa min Forespørgsel,
begge udtalt, at intet Retsgrundlag for en Episode af denne Art var dem
bekendt fra ældre germansk Ret. Efter saa autoritative Udtalelser kan det
ikke undre, at heller ikke en Gennemgang af Arbejder over germansk Strafferet
og Retshistorie af Abegg, Osenbrilggen, R. Schroder, Wachter og Wilda