Danske Studier. 1925

NYE BIDRAG TIL SKRÆDDERNES SAGA 33
buxer, hvor der altid er Penge i Lommen, og Skrædderen kan altid
kalde ham til Hjælp: „A moi, mon bourgeois!" 1 — Andetsteds er
Skrædderen nede i selve Helvede, hvor han tager Maal af alle Djævlene,
klipper deres Haler af, behandler dem med det hede Pressejern,
stikker dem med Prenen, flikker deres Næsebor sammen o. s. v.,
skønt de stadig i Omkvædet kommanderer ham ud: vi bruger her
ingen Studsen, ingen Pressen, ingen Klæder o. s. v., indtil endelig
Lucifer kommer og ser, at „kein Teufel hat kein Schwånzerl mehr",
og jager ham ud. Saa hopper og springer han veltilfreds, „lacht
sich den Buckel voll":
Drum holt der Teufel kein Schneider mehr,
Er stehl, so viel er woll 2 .
Forholdet mellem Skrædderen og Geden (Bukken) berører Feilberg
tilsidst (li 96); vi har her set det gentaget flere Steder, i tyske
Exempler. Tilføjes kan Wunderh. II 179 (Das zarte Wesen), ellers
uden Interesse, og et Børnerim 3 (ib. II 504), „naar man sætter de
smaa Børn til Bords med Hagesmæk paa": „Hau dich nit, stich
dich nit, brenn dich nit, Suppen ist heiss; Schneider, wenn du reiten
wilt, Setz dich auf die Geis." — Hvad der ligger bag ved denne
Sammenstilling, har jeg ikke fundet ud. Claus Pors til Øllingsø bemærker
en passant efter en Historie (Leffnetz Gompasz 1613
Ex. 234): „Jeg veed icke huad Maade det haffuer / at det slags
Embetsfolck [d. e. Skræddere] icke kand taalet / at man snacker
eller quæder om Bucke eller Gedder for dem. Der tør dog ingen
vexere de got Folck: de forstaar vel skempt." En mulig Forklaring
finder han (Ex. 237) i en Fortælling fra Basel: „En Geed lærde en
Skredder at dantze." Ved en Bryllupsfest i Lavshuset, hvor alle Byens
Skræddere var med, var der en Gæst, „som vaar belad rnet en tør
Skalck", og som slap en pyntet hvid Ged ind mellem de Dansende, da
han vidste, at Skrædderne bliver bange for en Ged og „tager det
sig strax ahn for vexation 11 . Geden bliver „narsk i Hoffuedet" af
Musik og Bulder, springer flux ind mellem Skrædderne og skriger
1 Sébillot: Contes de la Haute-Bretagne. — Klapper. » „Wunderhorn" II176
(Rinaldo Rinaldini). 3 Saaledes har vi ogsaa noteret en Børneleg eller Remse,
der forekommer i Jakob Wassermann: »Das Gansemannchen" (i Nurnberg) S. 478:
„wie kleine Madchen „ Schneider, leih' mir die Sener'* spielten und Iachend von
Baum zu Baum liefen." — En macaroni-tysk Remse meddeler Dr. Gigas mig:
»Schneiderschwein Kroyer Das war ein lustiger Feuer: Er ging auf einen Speiseviertel
Und ass rote Griisse mit Fliisse" (a: Skræddersvend Kr. det var en lystig
Fyr: Han gik paa et Spisekvarter og aad Rødgrød med Fløde).
Danske Studier. 1925. 3