Danske Studier. 1925

NYE BIDRAG TIL SKRÆDDERNES SAGA 21
diget, men desuden var der, saalænge Festen varede, ti—tolv
Skræddere tilstede, som ikke bestilte andet Nat og Dag end at
skære og sy for Gonnetablen og Grevinden (hvis Dragter de
kvindelige Juglarer fik): „de klædte sig hver Dag paa en ny Maade,
saa Skrædderne blev halvt gale af at sove saa lidt." 1
Noget nedsættende for Skrædderstanden i og for sig er det jo
heller ikke, naar den eneste Skomager paa Stedet frikendes, og
hans Straf overføres paa den ene af de to Skræddere, der vrimler
i Byen. Saaledes gik det nemlig til, hvis man kan tro Luxdorph 2 ,
i Grina, en modest lille By uden Storstadsaspirationer; her frikender
Dommeren, for at Kunsten ikke skal forgaa med dens
eneste Udøver, en aabenbar Røver af en Skomager:
„Convictus iste meritus est furcam reus;
„Quoniam sed unus sutor est tantum Grinæ,
„Abundat urbs duobus at sartoribus,
„Et sartor unus parvulæ urbi sufficit,
„Sutoris unici indigenti; censeo:
„Sutaris ito sartor in furcam loco."
Ialtfald viser jo Fablen, at man ikke tog det saa nøje med en
Skrædder. Men det kunde jo altsaa ogsaa hænde en Bager.
— Fra disse mere neutrale Tilfælde, som endnu ikke viser
„den slemme og onde rodfæstede Meening om Skræderne", der
ifølge Gervantes' Fremstilling (Biehls Overs. IV S. 104) med Føje
har bredt sig, maa vi over til de mere eller mindre ufordelagtige
Anskuelser, Skrædderne i saa rigt Maal har givet Anledning til,
med eller uden egen Skyld.
Om Skrædderens legemlige Svaghed er der Vidnesbyrd i „Romeo
og Julie", naar Mercutio siger til Benvolio: „Bankede du ikke en
Skrædder, fordi han havde taget sin nye Kjole paa før Paaskedag?"
(Lembckes Overs.; III 1, 29. „Didst thou not fall out with a
tailor ..."). Man skulde jo synes, han kunde have ladet Skrædderen
selv om, naar han vilde bære sit nye Tøj; men vi ser her Skrædderens
Værgeløshed, udsat for store Herrers Vilkaarlighed. Saaledes
ogsaa i „Den arrige Kvinde, der blev tam" IV 3, hvor han bliver
skældt saa læsterligt ud (paa Skrømt) af Petruchio for den Kjole,
han har syet til Katharina: „... Du Traad, Du Fingerbøl, Du Alen,
1 2
Pidal: Poesia juglaresca y juglares (Madrid 1924) p. 96. Carmina,
Havniæ 1775, 4to, p. 114—15, „Sartor pro Sutore. Fabula." Cf. Vilh. Andersen:
Tider og Typer II S. 220, hvor Forholdet til Wessels Digt paavises.