Danske Studier. 1925

„DE TRE HELLIGAFTENER* SOM JYSK FOLKEDIGTNING 43
et gammelt øghøved, som de ej vil føde over, men ved Allehelgenstid
udjager till at gå på marken, indtill det dørr af sult". (Rostgaard
i „Feilbergs Ordbog"). — Paa samme Maade har „Bæls"
Hævd i jysk Tale. „De æ træls å wær bæls, de æ pro'l å wær
ko'l (det er svært at være „Bæls" — en Dreng paa 14—16 Aar
— herligt at være Karl).
„Staarrisknægt" bruges den Dag i Dag paa Mors, og „Lyseklyne"
er almindelig kendt.
Brug af stedsfarvede Ord er naturligvis kun en nødvendig
Forudsætning for en folkelig Fortæller. Han maa nødvendigvis
bruge Ord fra Almuens daglige Liv, men „Valget af Stoffet gør
ingen til Poet, men Livssynet — Pulsslaget — Tonen — hvordan
han har hørt — hvordan han har set", Det afgørende er, om
Blicher har givet Udtryk for et folkeligt Livssyn, om han — for
at blive i Citatet — har følt Folkehjertet banke, om han har forstaaet
at give et troværdigt Billede af Folkelivet og udført Billedet
i Overensstemmelse med de Love, hvorover Folkesagn og Eventyr
er bygget.
Opgaven bliver da først og fremmest at undersøge, om den
elementære Stil er i Overensstemmelse med det talte Sprog og
derfor kan betragtes som fuldt ægte Udtryk for jysk Almues Tænkeog
Følemaade, og om den objektivt beretter om Begivenhederne,
men samtidig giver Fremstillingen personlig Farve gennem særegen
Sprogkonstruktion. Folkelige Fortællinger kan ikke alle skæres over
een Kam, naar det gælder en Undersøgelse af den elementære Stil
— anderledes med den totale Stil (Kompositionen). Man maa
derfor nødvendigvis eftergaa Sætningsbygning, Ordføjning, Ordvalg
o. I. og godtgøre, at netop denne Stil kan lyses i Kuld og Køn
som folkelig i den Landsdel, hvor Begivenhederne finder Sted.
Stilen er letfattelig, uden Svulst og Retorik. Alligevel trænger
Blicher ind til Hjerteroden af sine Personer; han har med stilfærdige
Ord og smaa sproglige Virkemidler vise os Sjælebrydninger
saaledes, at vi forstaar, at det, han skildrer, er ægte. Han følger
Simpelhedens Lov i sin Ordføjning, hvorved han opnaar, at Tilhørerne
let og umiddelbart kan forstaa og følge Udviklingen af
det, som sker. Dette træder tydeligt frem, naar han skildrer et
Menneske. Her kommer de beskrivende eller bestemmende Ord
først. Ma-lbs præsenteres for os: „Hun skal have været knøv og
snøg, dette her Kvindfolk". Vi faar straks det egentlige at vide;