Danske Studier. 1925

„DE TEE HELLIGAFTENEll" SOM JYSK FOLKEDIGTNING 53
Personerne taler sammen to og to. Naar en ny Person kommer
til, enten gaar en af de to eller sysselsætter sig med noget
andet og glider ud af Samtalen. Skovlouringen taler til Ib, som
gør Forsøg paa at faa Ma-Ibs interesseret i Samtalen, men hun
gør sig et Ærinde ud. Senere taler Ole Brødløs med hende, men
da er Faderen ikke til Stede. Da Sejer vil op at tale med Manden,
retter han sine Ord til Ib og taler ikke med andre i Stuen. Sejer
og Ma-Ibs taler ikke sammen i andres Nærværelse, men kun paa
Tomandshaand.
Tilhørerne orienteres først med Hensyn til Tid, Sted og Personer,
inden den egentlige Handling berøres, og denne indledes
ganske i Kontakt med „Indledningsloven". „Som jeg nu skulde
fortælle, saa var det engang, og det paa selve Paaskelørdag, at
en Mand kom ind til Ibs". Vi springer ikke pludselig ind i en
bevæget Handling med mange virkende Personer, men een for een
præsenteres Personerne for os, og først efterhaanden naar vi fra
„det enkelte" til „det mangfoldige". Der medtages ikke noget,
som ikke direkte har Indflydelse paa Hovedpersonernes Skæbne,
og først lidt efter lidt naar vi frem til Brydningerne.
Selve Kampen er udformet i tre Afsnit, Folkesagn og Folkeeventyrs
„Tretalslov". Allerede i Gudesagnene finder vi Tredelingen:
Thor drikker tre Gange af Hornet hos Udgaardsloke, Tjalfe
løber tre Gange. — I „Vøluspå" galer tre Haner (den røde, den
gyldne og den sorte). Helten rider tre Gange, inden han naar
helt op ad Glasbjerget. Derved bliver der Lejlighed til uden kunstfærdige
Midler at give en fyldig Fremstilling og at øge den dramatiske
Spænding: Helten naar første Gang halvt op ad Bjærget,
anden Gang til Randen og tredie helt op („Bagvægtsloven"). Samtidig
giver Inddelingen faste Holdepunkter i den mundtligt overleverede
Fortælling.
Blicher har fulgt denne Lov og delt sit Stof mellem de tre
Højtider Paaske, Pinse, Jul. Paasken bringer den rige Bejler —
Heltens og Heltindens Prøvelser begynder. I Pinsen gentager han
sit Besøg og er mere paagaaende end sidst. Til sidst kommer saa
det tredie og afgørende Angreb Juleaften, hvor Helten sejrer, og
Skurken faar sin Straf.
Som oftest finder man i Folkedigtning Modsætninger: den
rige og den fattige, Kæmpen og Dværgen, den onde og den gode.
Selv om det ikke udtrykkelig betones — som i nævnte Eksempler —