Danske Studier. 1925

KLOGE FOLK 177
Merskummer og en opsigtsvækkende Hat. Samme Person, der synes at
have haft jødisk Blod i sine Aarer, viser iøvrigt at det fremmede Elements
Betydning stadig staar ved Magt. Tidligere var jo Finner, Nordmænd,
Lapper og Zigøjnere de fødte Troldmænd.
Hansens Bog viser tydeligt, at de kloge maa søges i ganske bestemte
Befolkningslag. Der kendes neppe mange Eksempler paa at en
fastboende Handlende har været „klog". Naar man erindrer den Rolle
Landbruget har spillet fra de ældste Tider, er det maaske ikke helt tilfældigt,
at Hyrder, Smaafolk af Landbostanden, Husmænd og Røgtere er
saa talrigt repræsenterede. Vejen til Anseelse er i disse Tilfælde gaaet
over Husdyrene, som saa ofte fordrede Hjælp. Næst i Rækken kommer
saa Smedene og Gaardmændene og i en sen Tid følger den sorte Skoles
Repræsentanter, Præster, Degne, Lærere. Flere af disse Stænder findes
repræsenterede i Bogen.
Selvfølgelig har disse Folk været kloge i den Forstand, at de har
vidst mere end deres Omgivelser, men i Folkemunde hentyder Ordet klog
til overnaturlige Gaver eller Evner, som man nok kunde erhverve sig
under visse Betingelser og ved visse magiske Procedurer. I Almindelighed
er det dog det almindelige Omdømme, der gør en Mand til klog,
og Ordet indeholder samtidig baade Anerkendelse og Frygt, man ved jo
ikke hvad en saadan Person kan finde paa. En magisk Evne er ogsaa
fremherskende hos mange af de her omtalte, nemlig den, at de kunde
„hverre Syne", d. v. s. faa Folk til at se Ting, der ikke eksisterede,
f. Eks. den kloge gaaende med sit Hoved under Armen, imaginære Ildebrande
og lignende. Om dette er en Evne til at suggerere, eller kun Udslag
af en opskræmt Fantasi, skal jeg lade staa hen, men atter her
mindes man om Fakirer og Shamaner. Et vist neuropatisk Temperament
kan ogsaa paavises hos de kloge. Læser man mange af deres Biografier
igennem viser det sig, at de er sære, falder let i Staver, bringes ud af
Ligevægt ved Smaating, er tavse, svarer arrigt eller taler i Gaader.
Enkelte synes at have lidt af Krampeanfald og Degenerationen kan maaske
spores i den hvasse Erotik, nogle af dem har frembudt, den stærke
Vagabunderingsdrift og maaske i at nogles Døttre er endt i Befolkningens
laveste, mest dybt sunkne Lag.
Forfatterens Bog bringer gode Bidrag til Studiet af alle disse Forhold
og til mange, der ikke har kunnet omtales her. Den har betydelig
Værdi ved sine Første-Haands Meddelelser og ved sin stadige Dokumentation.
Den er et Værk, man jævnligt vil søge til, naar man ønsker
Oplysning om et eller andet vedrørende Kvaksalveriets Dekadence-periode.
Endelig bør det siges, at Lægestanden behandles med en Courtoisie, som
er ret sjælden blandt de Forfattere, der har beskæftiget sig med dette
Emne, og det skønt det sidste Aars Begivenheder nok kunde have givet
Anledning til et og andet Hib.
J. W. S. Johnsson.
Donsko Studier. 1925. 12