Danske Studier. 1925

KULTUR OG FOLKEMINDER
FRISKE SKUD AF GAMMEL DANSK NAVNESKIK
Forskellige Steder har jeg haft Lejlighed til at klage over, at danske
Ordbogsforfattere, Grammatikere og Geografer hidtil næsten ganske har forsømt
vore gamle Indbyggernavne, især de ærværdige Afledninger paa -ing.
Ikke fuldt saa glemt er vore gamle Søn- og Datternavne. Men til
Gengæld har de ogsaa været udsat for direkte Forfølgelse siden Kancelliforordningen
af 1828, der paabød Indførelsen af faste Efternavne. De
civile og gejstlige Myndigheder, hvem Forordningens Udførelse paahvilede,
misforstod jo nemlig helt deres Opgave, og trods Almuens sejge og lydelig
udtalte Modstand lykkedes det dem i det store og hele at ødelægge vort
Folks Arv fra gammel nordisk Navneskik.
Det kan regnes for ret virkningsløst, naar enkelte boglærde Personer
siden har søgt at genoplive Skikken.
Exempelvis lever der i Kjøbenhavn en Dame, der af sine Forældre
har faaet Navnet Karlsdatter. Og min egen Fader søgte vedholdende at
gennemføre Skikken for sine Børnebørn: Erik Einarsen Schtitte ( + ),
Oscar Axelsen Hansen, Herluf Visti Gudmundsen Schiitte, hvorimod han
dog ikke naaede at tage sig af Sønnedøtrene og Datterdøtrene.
Jeg lægger ikke stor Vægt paa saadanne spredte Tilløb, fordi boglærde
Personers Forsøg af den Art let bliver Drivhusplanter uden videre
Forplantningsevne.
Derimod er det værd at lægge Mærke til de Tilfælde, hvor den
gamle Skik trods den herskende Forfølgelse har evnet at hævde sig paa
ægte folkelig Bund lige til vore Dage.
Min Morbroder, Pastor Vilhelm Troels Pedersen Hagens, i sin
Tid Præst i Naur og Sir, har Æren af at have fredet om en saadan
ægte folkelig Viljesytring, der vovede sig frem i Hardsyssel. Han meddeler
mig herom følgende:
„Jeg var kaldet til at hjemmedøbe Gaardmand Peder Jensens
førstefødte. Daaben skulde gaa for sig i den Stue, hvor Barselkonen laa.
„Hvad skal Drengen hedde"? spurgte jeg. „Jens Pedersen", var Svaret.
„Det maa jeg ikke døbe ham med", sa' jeg; „alle skal have fast Navn".
Da lød det fra den fjæmeste Seng, hvor Mandens gamle Moder laa: „Det
er ogsaa forfærdeligt, at et Barn ikke maa faa sin Fars Navn"! Jeg
indsaa jo, at der var Mening i den Gamles Indvending. At Barnet kom