Danske Studier. 1925

TIL VISEN OH TORBENS DATTER 145
Hun afviser Kammerpigens letfærdige Raad, naar denne spørger:
„Passer det sig, at en saa fornem Dame gaar saa længe i Sorg?
Tror I, at al Tapperhed og Mandsmod er gaaet til Grunde med
Eders Mand? Hvem vil I nu faa til at forsvare Eders Kilde mod
Kong Arthur, som rykker frem?" Hun afviser Tanken, men „har
i sig den Daarskab, som andre Kvinder ogsaa har, og næsten alle
lægger for Dagen: de holder paa det, de ikke mener, og afviser
det, de i Virkeligheden vil." Saa hun faar dog lokket ud af Pigen
Lunete, hvem der da skulde kunne maale sig med den afdøde
Herre, men dadler hendes Frækhed bagefter, saa Pigen erkender,
med de berømte Ord: „Si ai perdu un bon taisir, og jeg har forsømt
en god Lejlighed til at tie stille." Men snart beviser Fruen
for sig selv, at Yvain ikke har begaaet nogen Uret, thi hvis hendes
Mand havde kunnet dræbe ham, havde han jo ogsaa gjort det, og
hun finder ingen fornuftig Grund til at hade ham. Blot maa man
ikke kunne sige om hende: det er hende, der har taget sin Herres
Drabsmand. Pigen kommer igen hver Morgen og begynder forfra
med sin Snakken, „si recomence son latin," siaar der. Og hun
faar bragt det saa vidt, at Fruen selv ikke vil vente paa ham de
fem Dage, Pigen foreslaar, men forlanger, at han skal komme
strax. Da Mødet saa kommer istand med Yvain, optræder hun
ganske vist som den strænge Frue (eller Herre); han forsvarer sig:
hvis man dræber en anden for at forsvare sit Liv, begaar man saa
nogen Uret? Kærligheden kommer ogsaa snart til Orde, og han
gaar ind paa at forsvare Kilden for hende, hvorpaa hun ligefrem
lader sine Baroner kræve ham til deres Herre og Fører og lader
sig meget overtale af dem til at tage ham tilægte, „til det, hun dog
var gaaet ind paa uden dem." Saa mange Ord, saa meget Kunstleri
og Arrangement for ikke at støde an mod det Gonventionelle behøves
i det 12. Aarhundredes franske Ridderskab for at naa til det
samme, som Torbens Datter og hendes Faderbane afgør saa ordknapt,
naivt og naturligt med hinanden alene: to forskellige Racers
Væsen afspejles i denne Sammenligning.
Endelig den tredie, afvigende, Situation: Hertuginden af „Ciinisberg",
Gassandres i Jean Rotrou's Tragedie „Venceslas" 1 (1647).
Hun ombejles af de to Prinser Ladislas (en af Talmas store Roller)
1 Cf. Sporon: J. Rotrou (København 1894). Stykket, der ikke findes paa
noget af vore store Bibliotheker (!), hviler paa et spansk: Rojas Zorrilla's „No hay
ser padre siendo rey" (c. 1640); sml. Journal des Savants 1823, p. 281 ff.
Danske Studier. 1926. 10