Danske Studier. 1925

148 AXEL OLRIK
eller udelukkende tilhører de mennesker, som vi kalder adel, og
som viserne selv kalder riddere, — en samfundsklasse, hvis betydning
og særrettigheder fuldstændig er forsvundne.
Men netop dette sporsmål, forholdet til en samfundsklasse,
har en gyldighed i vore dage, der på en gang er udjævningens tid
og samfundsskellenes tid.
Lad os komme nærmere ind på livet af det sporsmaal: hvad
var det for en samfundsklasse? var de, der bærer navn af riddere
og jomfruer, en forsvindende lille del af folket, som kun store ejendomme
og dens samling om et hof som midtpunkt gav betydning.
Eller var den i virkeligheden et bredere lag?
Lad os rette bestemte sporsmål til dem, f. eks. disse:
1) hvorledes forholder visernes herremænd sig personlig til det
legemlige arbejde?
2) hvilken plads har de som arbejdsgivere?
3) hvilken grad af luksus tillod de sig i deres daglige liv?
4) hvad var deres daglige forhold til andre, lavere klasser?
Gav visernes herremænd sig af med legemligt arbejde? Ja
for det forste jagede de, og jagten var da ikke en herremands luksus,
men en vigtig næringsvej. Men deres virksomhed går langt ud
over det. Det har været ganske almindeligt, at visernes
„herrer" gik og.plojede, så godt som nogen gårdmand gor nu.
I en vise går hr. Torben og plojer, da han overfaldes af sine
fjender og dræbes. I en anden vise vægrer en af kongens hovmænd
sig ved — på kongens opfordring — at ægte jomfru Inge og få hendes
gods; og han angiver rent ud sin grund: han vil hellere gå statelig
klædt ved hoffet end blive en bofast mand, han vil heller ride
med hog og hund, end han „vil drive den plov i grQnne lund".
Heldigvis har pigebarnet et bedre blik for det praktiske livs krav
og får ham meget hurtig lært både at kunne køre plov og harve,
og passe på, at også såningen bliver jævnt tæt.
Når vi ikke har flere af de viser, der lige sætter sin ridder
til ploven, er grunden sikkert den, at det ikke var dette liv der
frembød flest poetiske sider; alle de forhold, der bringer ridderen
i forbindelse med omverdenen, spiller storre poetisk rolle. Allerede
af den grund nævnes jagten så meget hyppigere, og der var virkelig
en tilbøjelighed til heller at give sig af med denne „ædlere"
beskæftigelse; og den rige herremand overlod nok det legemlige
arbejde til andre, men sikkert er,, at det personlige arbejde