Bind 18 - Rosekamp

152
v. Pentz, Christian.
1627—29 var den meget sprogkyndige Mand Hofjunker hos Christian
IV., med hvis tiaarige Datter Sophie Elisabeth han ca. 1629
trolovedes. 1628 blev han Kommandant paa Femern, 1630 Guvernør
i Gliickstadt, i hvilken Stilling han fungerede som Statholder
i Holsten. Indtil 1639 var han desuden Amtmand over Rendsborg,
fra d. A. over Steinburg Amt. Han skrev sig til Warlitz og
Gosslow (solgt 1631) i Mecklenburg og arvede i Holsten efter sin
Fader Neudorf, hvortil han 1639 erhvervede den nærliggende By
Lutjenburg. 1640—41 solgte han disse holstenske Besiddelser til
Kongen for 40 000 Rdl. og Godset Wandsbeck, som han dog 1645
atter afhændede til Alb. Bakser Berns.
C. v. P. var fra sin Ungdom, vel under Indflydelse af Afstamning
og Slægtstradition, ivrigt kejserligsindet, og hans Betydning
i dansk Historie beror i Hovedsagen paa, at han var den af Christian
IV.s Raadgivere, som stærkest virkede for en Tilslutning til
Kejseren som Middel mod svenske Magtudvidelser i Nordtyskland.
Det var i denne Aand, han 1631—32 forhandlede med Kurfyrst
Maximilian af Bayerns Repræsentanter, de ligistiske Oberster
Reinach og Comargo, om en dansk Troppebesættelse af Omraader
af Bremen Stift, hvad der dog paa Grund af Sveriges Trusler ikke
blev til noget. Disse Underhandlinger var ukendte for Kansler
Christen Friis og det danske Rigsraad, og maaske har selv Kongen
ikke været underrettet om alle deres Enkeltheder. 1636 forhandlede
han med Sachsen og Kejseren om Christian IV.s Fredsmægling
og kejserligt Samtykke til Elbtolden, mod at Kongen paatog sig
Flodens Forsvar. Han udnævntes til Rigsgreve af Kejseren og fik
af denne Instruks om at underhandle med Christian IV. om et
nærmere Forbund mod de Svenske. Foranlediget herved gik han
1637 P aa n Y ^1 Tyskland og rejste gennem Bonn og Dresden til
Wien, hvor han i Nov., da Kejseren havde accepteret den danske
Konges Fredsmægling, udstedte en Erklæring i den sidstes Navn
om, at han var rede til nærmere Konjunktion med Kejseren, hvis
Sverige ikke gik ind paa billigere Vilkaar. Erklæringen kan vel
næppe være udstedt uden Kongens Samtykke, men C. v. P. forstod
dog vistnok Faren ved at binde sig for stærkt, og da han, efter
et Besøg i Miinchen, Febr. 1638 kom tilbage til Wien, modtoges
han ret køligt. Under de 1638—39 i Hamburg førte Fredspræliminærforhandlinger
omgikkes han dog saa fortroligt med Kejserens
Afsending Grev Kurtz, at Englænderen Sir Thomas Roe opfattede
ham som »helt solgt til det kejserlige Parti«.
Naar C. v. P.s Indflydelse paa Christian IV. fra 1639—40 traadte
stærkt i Skygge for den anden Svigersøn Corfitz Ulfeldts, var en af