Bind 18 - Rosekamp

32
Paulli, J. H.
(ca. 1789—1833) og Hendrikke Thomine Svendsen (ca. 1794—
1880). 2° 16. Juni 1843 i Kbh. (Slotsk.) med Maria Elisabeth
Mynster, f. 25. Okt. 1822 i Kbh. (Frue), d. 8. Jan. 1909 sst., D.
af res. Kapellan, senere Biskop, Dr. theol. J. P. M. (s. d.) og
Hustru.
P. blev Student fra det v. Westen'ske Institut 1827, men maatte
under smaa Kaar kæmpe sig frem i sine Studenteraar, saa at han
først blev cand. theol. 1833. J 835 blev han Kateket ved Hellig -
aandskirken i Kbh., 1837 Præst ved Christiansborg Slotskirke, 1840
tillige Hofpræst og 1857 Trydes Efterfølger som Stiftsprovst og
Sognepræst ved Vor Frue Kirke i Kbh. Allerede tidligt havde han
vundet Hoffets Gunst, og 1864 blev han kgl. Konfessionarius.
Kun et Aars Tid forundtes det ham at virke i denne Stilling, men
i den vanskelige Overgangsperiode efter Tronskiftet var han Kongehuset
en trofast Støtte. — P. var en Mand med en bred human
Dannelse og sad ogsaa inde med gode teologiske og filosofiske
Kundskaber. Mere receptivt end produktivt anlagt som han var,
blev det dog ikke ved Forfattervirksomhed, at han vandt sig et
Navn. Et betydeligt Arbejde er dog hans Disputats for den teologiske
Doktorgrad 1851 »Dr. Niels Hemmingsens Pastoraltheologie, et
Bidrag til den praktiske Theologies Historie«, et modent og smukt
afrundet Skrift, der endnu har bevaret sit Værd. Fra P.s Haand
foreligger i øvrigt, spredte Bidrag fraregnet, to Prædikensamlinger
»Prædikener om Kirken og Sacramenterne« (1844) og »Taler i
Kirken og ved særegne Leiligheder« (posthumt 1866) samt de meget
udbredte »Christelige Bønner« (1845, 11. Opl. 1888). Først og
sidst var P. derimod Præst. Han har selv udtalt, at han fra sin
Barndom havde betragtet Præstegerningen som sit Livs Maal, og
med en sjælden Nidkærhed viede han denne sine bedste Kræfter.
Teologisk set stod han i dyb Gæld baade til J. P. Mynster, hvis
kære Svigersøn han blev, og til H. L. Martensen, sin Skolekammerat
og fortrolige Ven op gennem Aarene, men med sit modtagelige
Sind formaaede han ogsaa at drage Næring fra andre Sider, bl. a.
fra Grundtvig, og sit konservative Helhedssyn til Trods stod han
langt mere forstaaende over for Tidens Krav om kirkelige Reformer
end Mynster (saaledes i Salmebogssagen 1844 ff.).
Allerede som ung Kateket havde P. tiltrukket sig Opmærksomhed
som Prædikant, og inden længe hørte han til Hovedstadens
mest søgte Talere. Formelt viste hans Prædikener ved deres klare
og gennemarbejdede Sprog Slægtskab med Mynsters, men i Tidens
Løb blev det retoriske Element mere tilbagetrædende i hans Forkyndelse.
Ejendommelig for P. var især den milde og inderlige