Bind 18 - Rosekamp

Price, Juliette. 595
som Gæst sammen med Broderen Waldemar paa de nordiske Hovedscener,
afbrødes hendes Bane pludseligt, idet hun kom til Skade
22. Nov. 1865 under Opførelsen af »Kermessen i Briigge«, hvor
hun var Eleonore; hendes ene Fod taalte derefter ikke Dansens
Anstrengelser, og fra Nov. 1866 maatte hun tage sin Afsked. Betty
Schnell (Fru Hennings) blev hendes nærmeste Arvtager. De havde
Udtryk tilfælles for den uberørte Uskyld, det poetiske Følelsesliv
hos den unge Pige, naar Kærligheden fødes. — Maleri af O. P.
Hansen-Balling 1852 (Privateje). Akvarel af Edv. Lehmann 1848 i
Teatermuseet. Buste af Rikard Magnussen 1910 i Det kgl. Teater.
Litografi af Edv. Lehmann 1855. Stengravering fra S. Trier
1873. Træsnit 1877.
Aug. Bournonville: Mit Theaterliv, 1865, S. 67 f., 194 ff. Juliette Prices
Erindringer om August Bournonville, Hver 8. Dag, Jul 1904. Robert Neiiendam:
Pricernes Entré paa det kgl. Teater, Teatret, XIV, 1914—15, S. 23 f.
Robert Neiiendam.
Price, Adolph Frederik Waldemar, 1836—1908, mimisk Danser.
F. 1. Sept. 1836 i Kbh. (Ty. ref.), d. 4. Jan. 1908 i Charlottenlund,
begr. paa Frbg. Broder til Juliette P. (s. d.). Gift 4. Juni
1883 i Sundby med Cathinka Balle, f. 2. Sept. 1857 i Kristiania,
D. af Grosserer Carl Christian August B. (1819—1900) og Frederikke
Cathinca Lie (1829—1907).
Ligesom sine Søskende tilhørte P. som Barn Morskabsteatret
paa Vesterbro og deltog i Familiens lange Rejser, men fra 1849
kom han under Instruktion af August Bournonville, der ikke ventede
sig meget af ham, fordi han savnede Anlæg for Bravur-Dans.
Efter Debuten 19. Dec. 1857 som Høvdingen Ditleif i »Valdemar«
fulgte trange Aar, og det var først, da hans smukke Skikkelse
i Manddomstiden fik den fuldt udviklede Styrkes harmoniske
Charme, at han brød igennem som Kong Valdemar i »Valdemar«.
P. naaede ikke nogen høj Grad af koreografisk Teknik og blev
aldrig Solodanser, men han besad en dybere og mere varig Begavelse,
som navnlig fik sit plastiske Udtryk, da han (1864) levendegjorde
Junker Ove i »Et Folkesagn«, en Personifikation af romantisk
Længsel og erotisk Tilbedelse i ren og skøn Form. Skønt
ordløs, var han paa Teatret den, der i den følgende Menneskealder
gav Eftertiden det tydeligste Begreb om Michael Wiehes
Kunst. Efter Harald Scharffs Afgang fik P. et stort Repertoire
af Karakterroller i Balletterne, f. Eks. Alonzo i »Toreadoren« og
den vilde Svend i »Fjeldstuen«; blandt hans smukkeste Skikkelser,
ikke overgaaet af senere Fremstillere, var foruden Junker Ove
38*