Bind 18 - Rosekamp

454
Pontoppidan, Clara.
hun ogsaa udførte under Teatrets Gæstespil i Stockholm 1904. Fra
1905 tilhørte hun Dagmarteatret, hvor hun blev hemmet af nogen
ydre Lighed med Anna Larssen, hvis sødmefyldte Charme hun
ikke ejede; det blev navnlig som Karakterskuespillerinde (Krøblingen
Marie i »NielsNielsen«, Drengen i »Skyldig eller uskyldig?«),
at hun vandt Anseelse som en fantasifuld Kunstnerinde, hvis Talent
støttedes af Flid, Villie og Teknik. 1908 fremsagde hun Prologen
ved Det ny Teaters Aabning, og i Filmen var hun ogsaa virksom;
1911 forsøgte hun sig som Danserinde i Cirkus Varieté med et
kombineret Nummer, hvis væsentligste Del var Djævledansen fra
Drachmanns »Bonifacius-Skæret«, men sit folkelige Gennembrud
fik hun 1914—17 paa Alexandrateatret (nu Betty Nansen-Teatret)
under Emmanuel Larsens Instruktion, navnlig som den unge Brud
i »Eventyret«, og sin personligste Kunst ydede hun i en særpræget
Skikkelse, den lille Pige i »Vaarbrud«, med Pubertetsalderens vibrerende
Længsler og Angst. Naar C. P. siden forsøgte sig i den
klassiske Monumentalfremstilling, f. Eks. som Gretchen i »Faust«
eller Schillers Maria Stuart, savnede hun lyrisk Fylde og Varme,
men hun stod som en af Tidens ypperste Skuespillerinder, naar
hun skulde levendegøre Skikkelser fra Proletariatet med forkuede
eller brændende Øjne eller give Udtryk for et primitivt eller raffineret
Sjæleliv, f. Eks. Glædespigen i »Anatole« og Norma i »Vi
Mordere«. Febr. 1925 vendte hun fra Dagmarteatret tilbage til
Det kgl. Teater, hvor hun siden har været en bærende Kraft og
levendegjort et Par uhyggeligt-eventyrlige Skikkelser, som var Nyskabninger
i dets Historie: Salome i »En Idealist«, en erotisk
betændt Krøbling, ond og hævngerrig af utilfredsstillet
Lidenskab, og Kragen i »Darduse«, en østerlandsk Skyggespilfigur,
hvis Vilddyrskrig var af eminent Virkning. Til disse
sære Figurer med et forkrøblet Sjæleliv hører ogsaa Frk. Frydendahl
i »Den leende Jomfru« og Jupe'i i »Den hvide Ring«; Modsætningen,
den drilske Puk i »En Skærsommernatsdrøm«, hævedes
af C. P. — med Johanne Dybwads Fremstilling som Forbillede
— fra Balletfe til Faun. I »En Dag paa Hirschholm Slot« var
hendes Dronning Caroline Mathilde et kærlighedstørstende Barn,
uhelbredeligt indfanget af en stærkeres Villie, og hendes Lærerinde
Anna Sophie Hedvig i Kjeld Abells Skuespil fængslede ved sin
talende Tavshed. C. P.s kunstneriske Midler er diskrete indtil
Selvudslettelse (Fru Stefania i »Derfor skilles vi —«), og frodigt
Lune er hende ikke givet (Jomfru Trumfmeyer i »Aprilsnarrene«),
men en ualmindelig Fantasi og karakteriserende Evne, navnlig i
Gengivelsen af det forvredne, bitre Menneskesind. Uden at kopi-