Bind 18 - Rosekamp

398
v. Plessen, Christian Siegfried.
Amsterdam og Hamburg ejede den danske Stat ikke Kredit nok —
saa ramte disse kun de besiddende, ikke Almuen. Det betød ogsaa
en Lettelse for denne, at han 1692 samlede Matrikelskat, Soldater-,
Rytterholds- og Rostjenesteafgifter samt Proviantskatter i en enkelt
Skat, Grundlaget for den senere »Gammelskat«. Bøndernes Sag
talte han ogsaa ved sit Krav om en Begrænsning af Tiendeydelserne,
som dog havde Konseillets Flertal imod sig. Ogsaa Købstædernes
overordentlige Skattebyrde lettedes, og Forpagtningen
af Told- og Skatteafgifterne afskaffedes; de sidste forpagtedes dog
bort pro formå, saaledes at den nominelle Forpagter kunde tilstaa
indfødte de Satsnedsættelser, som Staten ved sine Traktater med
Nederland var afskaaret fra at yde (»Moderationstoldrullen« 1696).
Møntfoden bragtes i Overensstemmelse med den hamburgske Kurantmønt.
Det var utvivlsomt til Skade for Gennemførelsen af v. P.s finansielle
Reformplaner, at Kongen saa ofte anvendte ham i diplomatiske
Hverv. Hans første Sendefærd Juli—Nov. 1692 gik til
hans Hjemland, hvor han skulde afslutte en Overenskomst med
Hertugen i Schwerin, og til Amsterdam, hvor han haabede at faa
afsluttet et større Laan; begge Dele mislykkedes dog. Fra Febr.
1693 forhandlede han sammen med Grev Conrad Reventlow og
Oversekretær Th. B. v. Jessen med den franske Gesandt Bonrepaus
og deltog Marts s. A. i Afslutningen af Traktaten med Frankrig;
Sept. s. A. var han i Rendsborg og Pinneberg med til de Overvejelser
og Forhandlinger, som resulterede i Forliget med Braunschweig-Liineburg-Celle
angaaende Byen Ratzeburg. Danmark
havde da i en halv Snes Aar hørt til det franske Alliancesystem og
byggede sit Haab om Undertvingelse af Gottorp paa fransk Hjælp.
Hidtil var dette Haab imidlertid strandet paa Sømagterne England-
Hollands og Sveriges Modstand. Det var tydeligt, at Ludvig XIV.s
Magt var i Dalen, og Sømagterne gik under deres Krig med
Frankrig (1688—97) haardt frem mod dansk-norske Skibe. Den
franske Alliance skadede ogsaa Forholdet til Kejseren. Under Indtryk
heraf (og vel ogsaa, fordi han gennem Prins Jørgen havde en
speciel Tilknytning til England) ønskede v. P. en Alliance med Sømagterne.
Han havde her bl. a. Knuth med sig, mens Jessen,
støttet af Reventlow, holdt fast ved den franske Alliance. Følgen
var en overordentlig skarp Modsætning mellem de to Partier i
Konseillet, farvet ogsaa af personlig Rivalitet og af v. P.s Ringeagt
for Jessens Karakter. 1694 fik v. P. Bemyndigelse til paa Hjemfærden
fra en Baderejse til Aachen at sondere Kong Vilhelm III.;
n. A. fortsatte han sammen med sin Ven Chr. v. Lente (s. d.) de