Bind 18 - Rosekamp

Philipsen, Theodor. 327
ske Efterklange, som hører den Tid til. Ret hurtigt tog han sig
op og malede inden den første Rejse saa smukke Karakterstudier
som Kunstmuseets »Rødbroget Ko« (1872) og saa store og figurrige
Dyrestykker som »Malkepladsen ved Grønnesøgaard« (1871)
og »Fra Trommesalen« (1870—-73). Paris-Studierne og Indtrykkene
fra Italien 1878—79 gjorde sig ikke straks gældende i hans
Maleri. Det gik ham ligesom andre danske Bonnat-Elever (Krøyer,
Joakim Skovgaard, Viggo Pedersen), at det blev Sydens Sollys,
der aabnede deres Øjne for Farven og førte deres maleriske Behandling
op i det stærke Lys. Gennembrudet kom for P. i Spanien,
Tunis og Italien under den tredie Rejse. I »Æselstald i Tunis«
(1882, Kunstmuseet) har han helt tilegnet sig det virkningsfulde
direkte Sollys og de blaa Skygger. »Gæstgiveriet i Sora« (1883;
sst.) betegner med sin Harmoni af rosa, graagrønt og okkergult et
koloristisk Højdepunkt i hans Produktion. Den maleriske Opfattelse,
han her havde vundet, kunde han i lykkelige Tilfælde overføre
paa hjemlige Motiver (»Malkepladsen ved Meilgaard« 1884;
sst.). Men Vejen til den egentlige Impressionisme fandt han ved
Samtalerne med Paul Gauguin under dennes Ophold i Kbh. Vinteren
1884—85 gennem de tekniske Anvisninger, som Gauguin
gav ham. En Aarrække malede P. rent impressionistisk i fransk
Forstand. Det første slaaende Eksempel var »En sildig Efteraarsdag
i Dyrehaven. Solskin« (1886; sst.). Lyset er skyggeløst og
farverigt, et Fluidum, der gennemtrænger Billedet og bærer Farven
frem. I andre Billeder (»Fra Vejen til Kastrup« 1890, Hirschsprung'ske
Samling; »En Allé« 1891) understregede han de blaa
Slagskygger, og i atter andre (»En Kostald« 1890 og »Lange Skygger«
ca. 1890, begge i Kunstmuseet; »Med Solen i Øjnene« 1892)
bliver Sollyset til en diffus Lystaage, der opløser Formen og gør
Omridsene svømmende. Den lykkeligste Forening af Lyskraft og
Kolorit naaede han med »Græssende Køer« (1892, Kunstmuseet),
som vel betegner Højdepunktet af impressionistisk Farvepragt og
impressionistisk Maleri i Danmark i det hele taget. Videre Forstaaelse
mødte disse Ting ikke ved deres Fremkomst til Trods for
den Støtte, P. modtog fra Karl Madsen og Den frie Udstillings
Kreds og gennem Udstillinger i Kunstforeningen 1889 og 1891.
Først Særudstillingen i Kunstforeningen Febr.—Marts 1911 bragte
ham almindelig Anerkendelse.
Selv om Dyrene var P.s Speciale, maa hans Værk dog i lige saa
høj Grad ses under et landskabeligt Synspunkt. 1880 besøgte han
første Gang Saltholmen. Paa denne flade, grønne 0 med dens
mange løsgaaende Heste og Kreaturer og i Egnen om Kastrup