Bind 18 - Rosekamp

Poulsen, Emil. 515
1860 var blevet Student fra Metropolitanskolen, deltog han ivrigt,
bl. a. sammen med P. Jerndorff, i de akademiske Forestillinger og
fik gennem Studenterforeningen Tilknytning til det nationalliberale
Parti. 1861 tog han Filosofikum, og ikke langt fra filologisk Embedseksamen
afbrød han Studiet for 16. April 1867 at debutere paa
Det kgl. Teater, der efter Fru Heibergs Bortgang og Michael
Wiehes Død i høj Grad trængte til Fornyelse. Samme Aften optraadte
hans syv Aar yngre Broder Olaf første Gang. I Modsætning
til denne havde P. ikke faaet nogen egentlig dramatisk Undervisning,
men han var aandeligt moden gennem udstrakt Læsning
af oldklassiske Forfattere og havde gennemgaaet en Mængde Roller
med sin Ven Magister Clemens Petersen. P.s Skikkelse var lille,
men overordentlig harmonisk; Ansigtet med den høje, kraftige
Pande beherskedes af de intelligente Øjne og den mandige, skønt
formede Mund, og Stemmen var meget vellydende, paa een Gang
stærk og blød. Allerede i Debutrollen, Erasmus Montanus, viste
han sig som en akademisk Karakterskuespiller af Rang. Ydret var
paavirket af Marstrands Opfattelse, men Spillet originalt og gennemarbejdet
med stor Klarhed. Erasmus blev en nærsynet Bogorm,
paastaaelig og opblæst, en selvgod Formalist, der røbede
Følelse i Oplæsningen af Lisbets Brev. Karakteristisk for P. var,
at han senere gjorde Erasmus til et forvirret Brushovede; i klassiske
Roller med store psykologiske Udviklingsmuligheder eksperimenterede
han stadig med Replikkernes Betoning og forandrede Masken,
f. Eks. i Gengivelsen af Moliéres Tartuffe og Shakespeares Shylock,
to af hans Manddoms Mesterværker. De nærmeste Roller efter
Erasmus viste, at P.s sceniske Begavelse var meget omfattende:
Leander i »Maskeraden« gav han et skælvende Følelsesindhold,
der røbede hans lyriske Evne, og modsat skabte han et mageløst
Billede af Bisp Nicolas' afmægtige Oldinglidenskab i »Kongsemnerne«
(1871), Kampen mellem Villiens Anspændelse og Legemets
Forfald, en af alle beundret fantasifuld Menneskeskildring, der
tjente ham til største Ære, og inden det gamle Teater 1874 blev
nedrevet, havde han vundet en stor populær Sejr som Bertran
de Bom, E. v. d. Reckes romantiske Sangelsker med Modet og
den blanke Klinge. Thi musikalsk var P. ogsaa, og han ejede en
smuk, mørk Sangstemme. Allerede da havde han gennemgaaet
Skuespilkunstens hele Skala, været Elsker (Darnley; Romeo) og
Skurk (Biskop Popo; Sortebroder Knud), forsøgt sig som Karakterkomiker
(Mester Gert Westphaler; Jean de France), og selv om
ikke enhver Skikkelse lykkedes, røbede de alle et indtrængende
Studium og personlig Opfattelse. Set paa Baggrund af Fortiden
33*