Bind 18 - Rosekamp

Pontoppidan, Henrik. 475
ranke Ryg, sørgende over Børnenes Afmagt, den fjollede Jægermester,
Parvenufamilien Søgaard, Vandrepræsten Mads Vestrup.
Omkring det hele udspilles en sælsom medicinsk Komedie, mellem
Dyrkerne af det »Wellerske« (o: Mullerske) System, den officielle
Medicins Kapaciteter og5Tilhængerne af Naturhelbredelse. Værket
er som en Helhed betragtet et af den danske Litteraturs dybeste;
ved sin Forening af den religiøse Erfaring af Tilværelsens Intethed
og den moralske Oplevelse af dens Værdiløshed staar det næsten
ene i de nordiske Litteraturer og bringer som et Pust af Østens
fjerne Visdom. Dets nøgne, tørre Stil minder om Goethes Alderdomsprosa.
Efter dette Hovedværk, en tung, moden Frugt af Livserfaring,
Tvivl og Tro, har P. udgivet to smaa Romaner. »Et Kærlighedseventyr«
(1918) foregaar paa den indre Scene og fortsætter den
gamle Debat i P.s Sind om den individuelle Lidenskabs Ret og
Værd. Den bringer en Hyldest til den kvindelige Kærlighed som
Livsmagt og næsten som Evangelium: »I Blinde havde han fundet
hen til Allivets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød
frem fra Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og
besværede i denne trøstesløse Verden«. I »Mands Himmerig« (1927)
genoptages et Motiv, som allerede var udspillet i »Nattevagt«, den
hensynsløse Villies Tragedie; P. har altid foragtet Kompromisets
Aand. Hans sidste Værk er en meget dybtgaaende og grundig
Selvbiografi, hvoraf hidtil fire Bøger er fremkomne: »Drengeaar«
(1933), »Hamskifte« (1936), »Arv og Gæld« (1938), »Familjeliv«
(1940). Det er et Erindringsværk, bringer mere Digterens indre
Historie end hans Mellemværende med samtidige.
P. er en af sin Tidsalders store og væsentlige Forfattere. Hele
hans Digtning er moralsk; han fremstiller altid sine Skikkelser i
Belysning af, hvad de dur ved deres Arbejde, Konsekvens og Tro.
Selv er han ikke løbet fra sine Forudsætninger, den lutherske Præstegaards
alvorsfulde Livsbelysning. Med Aarene er det præstelige
Træk slaaet igennem hos ham: stigende Aandsdyrkelse, stadig mere
levende Forkyndelse af den personlige Værdi. Hans Forfatterskab
er i en eminent Grad nationalt; som en bekymret Læge sidder han
ved Sygesengen og følger den moderne Krise i Folkets Sjæleliv.
Ved sin Form ligner han Paludan-Muller og Goldschmidt, den
sobre og saglige Stils Mestere.
P. har skrevet nogle faa Digte, især med et epigrammatisk eller
didaktisk Sving, enkelte meget vægtige.
Romaner og Fortællinger, I—VI, 1924—26. Noveller og Skitser.
Et Udvalg, I—III, 1922—30.