Bind 18 - Rosekamp

Poulsen, Adam. 503
og spillede en Del Roller, men hendes egentlige Forum til 1918
blev Privatscenerne, især Det ny Teater. Hun var i sjælden Grad
Damen paa Scenen, decent og nydelig som den unge Pige fra
det gode Hjem eller som den adelige Frøken, f. Eks. Martha i
»Viljen« eller Abigael i »Ambrosius«. Det betød et Tab, da hun frivilligt
trak sig tilbage for at indgaa Ægteskab. — Buste af C. J.
Bonnesen 1927.
Adam Poulsen: Skådespelarkonst, 1919. Adam Poulsen 1901—26, udg.
af Vilh. Saxtorph og K. V. Høyer, 1926. Teatret, XXVI, 1926—27, S. 41
—48. Gads dsk. Mag., XXII, 1928, S. 359—66. Einar Christiansen: Nogle
Træk af mit Liv og af dansk Teaters Historie, 1930, S. 380 f. Berl. Tid.
a3. Febr. s. A. Politiken 8. Maj .935- Robert Neiiendam.
Poulsen, Andreas Benjamin, 1726—64, Præst, Digter. F. 7. Maj
1726 i Kbh., døbt i Nic. K., d. 4. Nov. 1764 i Hillerød, begr. sst.
Forældre ukendte. Gift 1755 (Kop. betalt 17. Dec, Nic.) med
Christina, d. tidligst 1765.
P. blev Student 1746 fra Roskilde, tog teologisk Attestats 1752
og blev Alumnus paa Borchs Kollegium 1754. Som Student blev
han anset for mere end almindeligt lovende og vandt bl. a. Velyndere
i de konservative teologiske Professorer P. Holm og P. Rosenstand
Goiske, der i meget varme Toner anbefalede ham til Præsteembede.
1755 blev han da ogsaa Sognepræst i Gerslev (ved
Slagelse), og fra dette beskedne Kald forflyttedes han 1758 til
Kongens Lyngby. Et Par Maaneder senere kom han til Gentofte,
og 1762 blev han Slotspræst ved Fr.borg og Sognepræst i Hillerød
og Herlev. Trods sin tidlige Død naaede P. at vinde et Navn
som en af sin Tids bedre danske Digtere. Han debuterede med et
Sørgedigt i Anledning af Dronning Louises Død (1752), skrev
s. A. en Kantate til den teologiske Doktorpromotion og et Velkomstdigt
til Dronning Juliane Marie. Især i det sidste viser han
sin Evne til at skrive letflydende Vers. Skønt officiel Lejlighedspoesi
er Lovprisningstonen præget af et vist Maadehold, og man
mærker en Understrøm af Naturlighed bag de retoriske Udtryk.
Større Arbejder er P.s Oversættelse af Juvenals 13. Satire (1753),
tilegnet Luxdorph i nogle elegante Strofer, og hans Gendigtning af
C. F. Gellerts »Der Christ« (1755). Formodentlig har P. i teologisk
Henseende staaet paa samme Standpunkt som Gellert og repræsenteret
en Supranaturalisme, der i sin Apologetik bygger paa den
nøje Overensstemmelse mellem Skriften og Fornuften. P. nød ikke
ringe Anseelse i Samtidens litterære Kredse. Han var Medlem af
Selskabet for de skiønne Videnskaber, Suhm og B. Dass omtaler