Bind 18 - Rosekamp

49«
Poulsen, A. S.
Studier, men han tilegnede sig i sine Studenteraar solide teologiske
Kundskaber, som han efter endt Eksamen yderligere udvidede ved
en toaarig Studierejse med længere Ophold i Erlangen, Leipzig,
Neuchatel og Rom. Efter Hjemkomsten blev han 1880 Præst ved
St. Hans Hospital samt privat gejstlig Medhjælper hos Domprovst
Gude i Roskilde, hvorfra han 1883 forflyttedes til Kbh. som Slotspræst
ved Christiansborg Slotskirke. I denne Stilling disputerede
han 1886 for den teologiske Licentiatgrad (o: 1917 Dr. theol.) og
holdt siden som Privatdocent flere Forelæsninger paa Universitetet;
desuden blev han draget ind i forskelligartet kirkeligt Arbejde.
Saaledes blev han 1885 Sekretær i Det danske Bibelselskab og 1890
Formand for den danske Israelsmission. Begge Hverv røgtede han
til sin Død. Desuden samlede han om sin Prædikestol en betydelig
Kreds af Tilhørere af den kultiverede Borgerklasse, hvoriblandt ogsaa
Fru Heiberg, ved hvis Jordefærd han talte 1890. Det var derfor
naturligt, at han 1896 i Henhold til Christian IX.s udtrykkelige
Løfte til hans Svigerfader udnævntes til dennes Efterfølger som
Domprovst i Roskilde og Provst for Sømme og Voldborg Herreders
Provsti. 1895—1903 virkede han tillige som Censor ved teologisk
Embedseksamen. Efter nogle Aars rolig Virksomhed i Roskilde
blev P. 1901 efter Biskop Swanes Ønske hans Eftermand som Biskop
i Viborg og beklædte i de følgende tyve Aar dette Embede. Det var
ikke nogen ublandet lykkelig Tid for P. Ikke blot blev han i sit
Familieliv ramt af tunge Sorger, men hans eget Helbred var i
lange Perioder saa angrebet, at han i høj Grad blev hemmet i al
mere udadvendt Virksomhed. Hertil kom adskillige kirkelige Vanskeligheder
i Stiftet særlig gennem den Arboe-Rasmussen'ske Sag.
Som den humane og formidlende Natur P. var, faldt det ham
vanskeligt at holde fast ved et bestemt Standpunkt i denne Sag.
Under Indflydelse fra andre blev hans Holdning vaklende: fra
oprindelig at ville beholde Arboe-Rasmussen som Præst slog han
om og stemte for hans Afsættelse, og han maatte opleve, at der fra
forskellige Sider rettedes megen Kritik mod hans Optræden. Særlig
pinligt virkede et heftigt Angreb af Hans Koch (i »Plovfuren« 1913),
som dog affødte en meget skarp Protest fra en Række Præster i
Viborg Stift. I sit almindelige Stiftsstyre virkede P. som den sidste
Biskop af den Mynster-Martensen'ske Type. Ved sin kultiverede
Personlighed og urbane, besindige Færd forstod han at vinde ogsaa
anderledestænkende for sig, og ved højtideligere Lejligheder som
Præsteordinationer, Landemoder og Visitatser formaaede han at
optræde med megen Værdighed og at kaste en egen Festivitas over
de overleverede kirkelige Former.