Bind 18 - Rosekamp

Petersen, Julius. 229
Petersen, Jacob Julius, 1840—1912, Læge, Medicinalhistoriker.
F. 25. Dec. 1840 i Rønne, d. 28. Maj 1912 i Kbh., begr. sst. (Vestre).
Forældre: Urmager, senere Folketingsmand Jeppe Findanus P.
(1818—1900, gift 2 0 1857 med Cecilie Kirstine Grønnegaard, 1828
—69, gift i° 1848 med Købmand i Neksø Andreas Berg, ca.
1816—51) og Margrethe Kristine Tranberg (1815—55). Gift 16.
April 1866 i Neksø med Oliva Christine Rasmine Munch, f. 15.
Febr. 1840 i Neksø, d. 17. Marts 1904 i Kbh., D. af Købmand,
Vicekonsul Marcus Jespersen M. (1807—72) og Johanne Kirstine
Sonne (1815—86).
P. stammer fra to kendte bornholmske Slægter; han gik først i
Borgerskolen, derefter i Rønne højere Realskole og til sidst fire
Aar i Metropolitanskolen, hvor han var Klassekammerat med sin
Ven for Livet Harald Høffding og 1861 tog Studentereksamen.
Det medicinske Studium afsluttedes 1865 paa Rekordtid. Efter
en kort Udenlandsrejse og en toaarig Kandidattjeneste paa Kommunehospitalet
blev han konst. Distriktslæge paa Nørrebro i Kbh.
og siden Kommunelæge i samme By, hvor han — kun afbrudt af et
kort Ophold 1879 som Stiftslæge ved Vallø — forblev boende næsten
hele Livet som praktiserende Læge, elsket af sit for Størstepartens
Vedkommende fattige Klientel. Hurtigt efter Embedseksamen
kastede han sig ind i eksakt, videnskabeligt Arbejde med eksperimentelle
Dyreforsøg vedrørende Tuberkulosens omtvistede Kontagiositet,
hvorom hans Disputats fra 1869 handler. Den var baseret
paa de da nyeste Metoder og Teorier af Villemin og Virchow;
med Hensyn til Begreberne Infektion og Kontagiositet fulgte han
denne sidstes Opfattelse. Men hans »uroligt bevægede Sind«, som
hans Lærer og senere Ven Kr. Arentzen udtrykker sig, lod ham ikke
fastholde den paabegyndte Retningslinie. Allerede i Disputatsen
var han inde paa en ret grundig, original medico-historisk Undersøgelse
om Tuberkulosens Smitsomhed, vistnok inciteret af Carl
Lange. Den hos mange dengang herskende terapeutiske Nihilisme
slog han sig ikke roligt til Taals med, og han kunde heller ikke nøjes
med, skriver han, »det lykkeligt ureflekterede Standpunkt« som saa
mange andre. For derfor fastere at orientere sig og finde Overblik
over Tidens forskelligartede Strømninger inden for Medicinen søgte
han Raad i Historiens Spejl. — 1874 holdt han som Privatdocent
de Forelæsninger over »Hovedmomenter i den medicinske Lægekunsts
historiske Udvikling«, der udkom 1876 og n. A. forelaa i
tysk Oversættelse. Bogen vakte stor Opmærksomhed hjemme og
ude og lagde Grunden til hans Anseelse som Medicinalhistoriker.
Ikke desto mindre forblev han derefter næsten fuldstændig uproduk-