Bind 18 - Rosekamp

Petersen. JV. M. 245
eksamen tog han ikke. Da Plejeforældrene lod forstaa, at han
maatte tænke paa Udkommet, skaffede Nyerup ham 1813 en Huslærerplads
paa Fyn; 1815 ansattes han ved Brahetrolleborg Seminarium,
giftede sig og fandt i Hustruen et Menneske, der helt forstod
ham, og som han betroede alle sine Tanker og Følelser, sit
Haab og Mismod. De Aar, han i Afsondrethed fra Verden tilbragte
ved Seminariet, regnede han for sine lykkeligste. Han syslede
med nordisk Mytologi, med dansk og islandsk Historie, men
hans højeste Attraa var Poesien. Allerede i Skoletiden havde han
skrevet Vers og Skuespil; nu tog Produktionen Fart, og foruden i
Tidsskrifter vovede han sig paa eget Forlag frem med et dramatisk
Arbejde »Coelibatet«, der udkom 1823 °S ikke blev ænset af nogen.
Siden lod han intet skønlitterært trykke, men det var ham endnu
paa de gamle Dage en stor Sorg, at han ikke duede til at være
Digter, om blot af lavere Rang; dog var han forvisset om, at den
poetiske Higen hos ham havde haft betydelig Indflydelse paa alt,
hvad han havde frembragt, »til det slette maaske, men ogsaa til
det gode«.
Da Seminariet 1826 nedlagdes, havde P. Valget mellem et sorgløst
Liv paa Landet og Opholdet i Hovedstaden med de Savn og
Ydmygelser, som han følte ikke vilde udeblive; han valgte det
sidste for at kunne skrive det danske Folks og den islandske Fristats
Historie, som intet andet Steds lod sig udføre. Han var gaaet af
paa Vartpenge og blev 1829 Underbibliotekar ved Universitetsbiblioteket,
1830 Registrator ved Gehejmearkivet, en Stilling, der
i sin Fordringsløshed saa ganske stemmede med hans Natur og
Tilbøjelighed; med stor Pligttroskab røgtede han sin Gerning, som
han fik meget kær, og i Forhold til tidligere Praksis i Arkivet førte
han Aktstykkernes Registrering ind i nye Spor. Af hans egne planlagte
historiske Arbejder saa foreløbigt intet Lyset; andre Foretagender
skød sig midlertidigt imellem. 1823 var Rask vendt hjem
fra sin store Rejse, og Forbindelsen mellem dem knyttedes paa ny
med det Resultat, at P. i sin sidste Seminarietid droges over i
Sprogvidenskaben og fastholdtes her i de første Aar af Københavnertiden.
Under den store Retskrivningsstrid 1826 stillede han
sig i et Par Smaaskrifter paa Vennens Side, til dennes Fortrydelse
med visse Forbehold, og s. A. udgav han »Dansk Orddannelseslære«,
den første og endnu den eneste eksisterende Fremstilling af de
Maader, paa hvilke Ordene i vort Modersmaal ved Sammensætning
og Afledning bliver til. Det var hans Hensigt at levere lignende
Bearbejdelser af Sproglærens øvrige Dele, især for saa vidt
de ikke i nyere Tid var udførligt behandlede, men dette skete ikke,