Bind 18 - Rosekamp

Preisler, J. D. 581
til det svulstige Komediespil, han oplevede i Paris. Interessant er
især Beretningen om et Besøg i Wien hos Mozart. Men P.s uordentlige
Livsforhold drev ham til det for hans Fremtid skæbnesvangre
Skridt pludselig at forlade Kbh. Han skulde tilmed optræde den
Dag (16. April 1792), da han flygtede til Udlandet med en ung,
smuk Skuespillerinde, Marie Christine Jensen, kaldet Fredelund
(1769—97), i hvem han var blevet heftigt forelsket, og som han i
en Pjece havde forsvaret mod Rahbeks Kritik. Forbindelsen blev
kun kortvarig; hun vendte tilbage fra, som hun skrev, »glimrende
Løfters falske Glans« og blev gift med en Traktør Luplau, men
P., som havde pantsat en Del af Teatrets Musikalier — han var
Akkompagnist i Kapellet — flakkede seks Aar om som tysk Skuespiller
til mindre Byer, bl. a. Neu Strelitz, hvorfra han 1798 gennem
P. A. Heiberg forsøgte at opnaa Tilgivelse for sine Forseelser.
Det lykkedes ham at faa Lov til at vende tilbage og nærmest af
Medlidenhed blev han, der atter havde giftet sig, ansat som Sufflør
(1801). De sidste Aar blev slemme. Da han ikke kunde faa sine
gamle Roller igen, forlod han Sufflør-Bestillingen og udgav et tysk
Skuespil »Die Invaliden oder der Triumph des 2. Aprils«, som forherligede
Slaget paa Reden, hvori han havde deltaget som frivillig
i Studenterkorpset, men ved Aarsfesten for Begivenheden nægtede
Komiteen ham at være til Stede. 1802 udkom Begyndelsen
af hans selvbiografiske Roman i Iffland-Stilen »Ferdinand Braun,
der Gothe«, men Fortsættelsen udeblev. 1804 optraadte han i
Odense, hvis Teaterblad beklager hans Hæshed, og da Direktøren,
Baron Wedel-Jarlsberg, gav nogle stærkt kritiserede Forestillinger
i Kbh., optraadte P. som Forsvarer i en Tone, der viste, hvor langt
han var kommet bort fra sin Ungdoms Dannelse. Dybt forfalden
døde han i stor Fattigdom paa Frederiks Hospital. Det synes at
være blevet hans Fristed, i hvert Fald priste han Hospitalet baade
i et Digt og i et Skuespil.
P. er ikke et af Kunstens store Navne, men hans Liv, der begyndte
paa Samfundets Højder og endte i dets Mørke, er fængslende. Han
var en lidenskabelig Natur med dirrende Nerver, men flagrende og
løs som Stilen i alt, hvad han skrev. Hvor Rollen smeltede sammen
med dette Naturel, naaede han sit Højdepunkt. Han tilførte vor
Scene det bedste Selskabs Konversationstone, han var dens første
Verdensmand. Han er Eksemplet paa den vildfarne Kraft i Teatrets
Historie, den første af mange Begavelser, der trods glimrende Betingelser
gik til Grunde i flyvende Drifter og Troløshed mod alt og
alle. — Silhouet i F. B. Wickedes Album (Privateje).