Bind 18 - Rosekamp

Piper, E. 373
tinget kom han hurtigt frem i første Række. 1908 valgtes han som
Formand for Højres Gruppe og for Højres Repræsentantskab. Fra
1910 var han Medlem af Tingets Finansudvalg, 1910—14 som dets
Formand. Fra 1915 var han Højres Finanslovordfører, og fra 1918
havde han Sæde i Rigsdagens Præsidium som Landstingets 2. Næstformand.
— Under hans Ledelse modsatte Højre sig 1908 Loven
om den kommunale Valgret. Hans mæglende Evne stod første
Gang sin Prøve efter Vedtagelsen af Forsvarslovene af 1909 og
Ministeriet Holstein-Ledreborgs Fald, der fremkaldte dyb Splid i
Højres Gruppe. Det lykkedes ham i første Omgang at afværge en
Spaltning, men efter det for Partiet uheldige Valg 1910 skilte Det
moderate Højre sig ud. Kl. Berntsens Grundlovsforslag betegnede
P. straks som »et Slag i Ansigtet« paa Højre, og paa Linie med
Grev Frijs bekæmpede han Forslaget gennem alle de skiftende
Faser lige til den famøse Udvandring af Landstinget Juni 1914.
Da imidlertid Repræsentanter for Folketingets Højre i Foraaret
1915 var kommet overens med Ministeriet Zahle om en Løsning,
sluttede P. og Landstingsgruppens Flertal sig til denne i Erkendelsen
af, at det vilde være ugørligt at naa noget, der set fra Højres
Synspunkt var bedre: man maatte, som P. sagde, »give Afkald
paa noget for at naa noget andet«. — Da Højre 1915 efter Grundlovens
Vedtagelse tog Konsekvensen af Landstingsprivilegiernes
Bortfald, udarbejdede et nyt Program og skiftede Navn til Det
konservative Folkeparti, var P. en af de ledende i dette Arbejde.
Det skyldes for en stor Del hans Autoritet og Forhandlingsevne,
at det nye Partis ret uensartede Elementer — spændende fra Foss
til Asger Karstensen, fra Nordby til Grev Frijs — samledes inden
for een Ramme. Paa Landsraadsmødet 22. Febr. 1916 valgtes P.
til Partiets Formand, en Post, han beklædte til sin Død. —
Krigstiden bød P. de betydeligste Opgaver, han som Partifører
blev stillet overfor. Da Spørgsmaalet om Mineudlægningen
i Store Bælt 5. Aug. 1914 blev forelagt Partiførerne, var P. den
eneste oppositionelle Politiker, som straks tilraadede Udlægningen,
hvad vistnok ikke blev uden Betydning for den endelige Afgørelse.
— Hans Holdning i de politiske Krisesituationer, der indtraf i
Krigsaarene, var bestemt af, at han i Overensstemmelse med
Kongen og Ministeriet, men i Modsætning til Venstre ikke ønskede
Valg afholdt, saa længe Krigen varede. »Man skal ikke skifte Heste
midt i Vadestedet« var det Slagord, han brugte. Kriserne omkring
Øsalget 1916 og Rottbølls Forbliven som Kontrolminister
1917 fremkaldte imidlertid dybtgaaende Uenighed i Partiet, og
P.s Bestræbelser maatte derfor samtidig gaa ud paa at afværge