Bind 18 - Rosekamp

394
v. Pkssen, Christian Ludvig.
raad, og 1725 kaldte Frederik IV. ham til at tage Sæde i Konseillet.
Nogen nær Ven af Kongen blev han aldrig. Ligesom Broderen
var han en stærk Modstander af Dronning Anna Sophie, og med
Iver modarbejdede han den Indflydelse, der udgik fra hendes Kreds.
Under disse Omstændigheder var det en Selvfølge, at han maatte
komme til at udøve stor Indflydelse under den nye Konge Christian
VI. Denne gjorde ham ogsaa straks til Generaldirektør over
Finanserne og Kommercevæsenet (1730). Selv om v. P. havde følt
sig i stærk Modsætning til Frederik IV., var det dog dennes Sparepolitik,
han videreførte, og han viste som Kollegiechef stor Kraft
og megen Ordenssans. Med Hensyn til Toldpolitikken gik hans
Ideer delvis paa tværs af Tidsaanden. Han holdt fast ved moderate
Toldsatser, der efter hans Mening ene kunde opretholde en stor
Vareomsætning. 1732 gennemførtes en Toldnedsættelse paa adskillige
Industriartikler.
Ogsaa Landets almindelige Udenrigspolitik beskæftigede ham
meget, og han havde et eget frisk Syn paa denne, ligesom han ikke
var bange for over for de udenlandske Diplomater djærvt og ligefremt
at forfægte sine Anskuelser. For ham stod det som dansk
Politiks vigtigste Opgave at sikre, hvad der var opnaaet ved Fredslutningen
1720, og han nærede længe en indgroet Mistillid til
Sverige og dets politiske Hensigter. Omsider gav han dog sin
Billigelse til den af Kongen og Rosenkrantz saa meget ønskede
Tilnærmelse til Sverige, der fandt sit ydre Udtryk i det dansksvenske
Forbund af 5. Okt. 1734. Ligesom Broderen var han enig
med Rosenkrantz i at foretrække Englands politiske Venskab frem
for Frankrigs, og han stillede sig ved Siden af dem i deres Kamp
med Overkrigskommissær Løvenørn om Landmilitsens Genoprettelse.
Kun faa Aar formaaede v. P. at bevare Kongens Tillid. Noget
dybere Venskab mellem de to Mænd havde der sikkert aldrig
eksisteret. Oprindelig var de mødtes i fælles Modsætning til Dronning
Anna Sophie, og det var kun naturligt, at den unge Konge
i sine første Aar omgav sig med Mænd, der nærede de samme
Anskuelser som han selv over for den Kreds, der havde omgivet
Stifmoderen. Til Forklaring af det endelige Brud tjener først og
fremmest de politiske Modsætninger, men ogsaa rent personlige
Forhold spillede ind. v. P. var en afgjort Modstander af den
pietistiske Kreds, der samlede sig om Dronning Sophie Magdalene,
hendes Moder Markgrevinden af Brandenburg og Grev Ernst
Stolberg-Wernigerode. v. P. var desuden i Besiddelse af megen
aristokratisk Selvfølelse og kunde være meget ubehagelig og skarp