Bind 18 - Rosekamp

Pram, C. 571
Sachsernes (Tyskernes) Vold; Digtet er norsk-nationalt, og i selve
Stærkodder-Figuren, Vildmanden med det snart bedrøvelige, snart
humoristiske Anstrøg aner man Træk af Digterens egen Personlighed.
P., som allerede i »Emilias Kilde« havde vraget Aleksandrineren
(til Fordel for den rimede Femfods-Jambe), forsøgte sig i
»Stærkodder« med et daktylisk Metrum, der giver en temmelig
stolprende Rytme; men som noget nyt har ogsaa det bidraget til
Bogens Yndest, der dog kun varede, til Oehlenschlåger viste, hvad
Nordens Oldtid digterisk lod sig anvende til. Stærkodders Sang
(med Omkvædet »O venlige Grav, i din Skygge boer Fred«) holdt
sig dog længe, maaske sammen med »Bonde-Viise angaaende Grev
Bernstorf«, 1784 (»Omtrent en Miil fra Kjøbenhavn«) længere end
noget andet af de mangfoldige Digte, P. har skrevet inden for alle
Genrer (Idyl, Elegi, Ode, Vise, versificeret Fortælling o.s.v.).
1785—93 var P. Udgiver af Maanedsskriftet »Minerva«, i de fem
første Aar med Rahbek som Medredaktør. Denne havde oprindelig
tænkt sig det som et æstetisk Tidsskrift, men P. fik sat igennem, at
det skulde være et alsidigt Kulturorgan, og det er P.s Virksomhed
i »Minerva«, der udgør hans største Fortjeneste i det dansk-norske
Aandsliv. Han behandlede selv en Række af Tidens Spørgsmaal,
»Minerva« blev desuden Hjemsted for en stor Skare talentfulde
Skribenter, vandt Læsere overalt i Tvillingrigerne og bidrog i
væsentlig Grad til at skabe den frisindede Opinion i Aarhundredets
Slutning. Intetsteds faar man mere omfattende Besked om, hvad
Oplysningstiden i Danmark-Norge tænkte og følte; det hører bestandig
til vore mest benyttede Tidsskrifter. P. fratraadte Redaktionen
1793, i Vrede over, at Regeringen vilde kvæle hans udenrigspolitiske
Oversigter; hans egne Bidrag kan tælles i hundredvis,
baade faglige Artikler om de forskelligste Emner, Digte og Prosafortællinger.
Nogle af disse sidste, f. Eks. »Jørgen, en Dosmers
Levnetsbeskrivelse« og »Hans Kruuskop« kan endnu læses med Fornøjelse;
de er paavirket af Voltaires satiriske Fortællinger, men
giver ogsaa Udtryk baade for P.s Selvironi og for hans altid levende
Opposition mod enhver Art af Undertrykkelse.
1790'erne er det dramatiske Decennium i P.s Forfatterskab. Tidligere
havde han faaet Stykker forkastet og nogle Oversættelser
opført; men 1790 bragtes to Originaler af ham paa Scenen, det
heroiske Skuespil »Damon og Pythias« i fransk Tragediestil og Festspillet
»Frode og Fingal« (kendt fra P. A. Heibergs Indtogsvise),
begge dog uden Held; bedre Modtagelse fik Komedierne »Negeren«
(n. A.), med Intrige bygget over Terents' »Eunuchus«, og »Ægteskabsskolen«
(1795), hans originaleste Arbejde for Scenen. P.s