Bind 18 - Rosekamp

414
Ploug, Carl.
danske Regering, og Frederik VII. afviste den, fordi den paatænkte
Union ikke skulde omfatte Holsten. Dette bidrog kun til at gøre
P. endnu mere ejderdansk end før, og Studentermødet i Kbh. 1862
gød atter Livskraft i Skandinavismen. Krisen 1863—64 bragte paa
ny P. frem i første Række bag Kulisserne. De tre Ministre Monrad,
Lehmann og Hall henvendte sig i Begyndelsen af 1863 til den
svenske Gesandt i Kbh. med Forslag om en nordisk Union med
Ændring af den bestaaende danske Tronfølgeordning. P. fik Underretning
om Sagen og satte alt ind paa at fremme den, søgte at
fremkalde en Drøftelse i svenske Aviser og skrev til Karl XV., uden
at der dog kom noget positivt ud deraf. I Dec. s. A. lod P. sig henrive
til at offentliggøre Redaktør Sohlmans Telegram om »de 22000
og han selv«. Marts 1864 foretog han en frugtesløs Rejse til Norge
og Sverige. Skuffelsen over, at der intet skete, ramte ham haardt,
og de første Aar efter Wienfreden talte han med Skepsis om de
nordiske Stammefrænder. Efterhaanden fandt han igen til Dels
den gamle Tone, og han opgav aldrig helt det skandinaviske Haab.
Han har skænket dansk Litteratur nogle pompøse Sange om nordisk
Enhed, men for Udviklingen af senere Tiders Fællesskab har
han haft liden Betydning. Det storpolitiske Moment, der trods alt
laa bag den aandelige Forbundstanke, og den Tone af Skaaltale,
som alt for ofte prægede Debatten, har sat skræmmende Spor.
Samtidig med hvad P. ellers var i sig selv og i dansk Aandsliv
og Historie, var han Digteren. Maaske det mest af alt. Det lader
sig imidlertid ikke gøre at udskille det ene eller det andet som det
væsentligste. Han var selv hel med i alt, og hans Lyrik fulgte
nogenlunde i Sporene af hans Journalistik og Politik. P.s Digte
foreligger i adskillige Bind. Af Poul Rytters »Viser og Vers« kom
der tre Samlinger 1847, 1854 og 1861, og samlede forelaa de 1862
i »Carl Plougs samlede Digte«. Senere kom under Navnet P. »Nyere
Sange og Digte« (1869), »Nye Digte« (1883) og »Efterladte Digte«
(1895).
Som Lyriker er P. ikke smeltende og musikalsk. Han er ogsaa
her haard, kantet, bydende og oprigtig. Hverken Ordets Skønhed
eller Tankens Dybde besnærer. Han kaster sig selv i Grams, sin
Villie, sin Tro, sin Hyldest. Han kan være plat, godtkøbs, aldrig
uren eller sentimental. Hans Poesi er for en stor Del Lejlighedspoesi,
men Lejligheden er sjælden eller aldrig hentet frem ved
Haarene. Han er selv en Del af Lejligheden. Hans Digtning
hænger sammen med hans og vor Historie, den er selv en Del af
sin Tid og vil bevare sin Værdi som saadan, selv om den kunstnerisk
skulde blive skudt ud som overflødig. Den falder i fire