Bind 18 - Rosekamp

Podebusk, Henrik. 437
busk eller v. Puttebusch, og Sønnerne genoptog Navnets oprindelige
tyske Form Putbus. Efter sin Hjemkomst boede H. P. paa
Kørup, hvor han 1628 fik Besøg af tre Hofjunkere, der efter Christian
IV.s Befaling skulde affordre ham en skriftlig Erklæring, om
han havde sagt, at Kongens Døtre med Kirstine Munk »ikke var
for Frøkener at æstimere«. Forleninger fik han ingen af. Derimod
synes han at have haft sine Standsfællers Tillid; efter at han 1641
og 1647 havde repræsenteret dem paa Adelsmøder i Kbh. og
Odense, valgte de ham 1649 til Landkommissær, og 1657 sendte
de ham til Karl Gustaf for at opnaa Lettelser for deres Gods;
i Folkemunde gik han i øvrigt for at være svenskvenlig. S. A.
fik han Ordre til at medvirke ved Rytteriets Indkvartering paa
Fyn, men fritoges kort efter paa Grund af Svagelighed for sine
Bestillinger. — Maleri paa Steensgaard fra 1630'erne har været
angivet at forestille H. P.s Broder Oberst Mourids P., men forestiller
snarere H. P.
Danmarks Adels Aarbog, XXV, 1908, S. 3681'. Kirkehist. Saml., 4. Rk.,
V, 1897-99, S. 730-34. Henry Bruun.
Podebusk, Mourids, d. 1593, til Kørup, Adelsmand. D. 18. Sept.
1593 i Kolding, begr. sst., 1613 overført til Kørup K., ca. 1784
til Putbus. Forældre: Claus P. (s. d.) og Hustru. Gift 1558 med
Magdalene Sested, d. 2. Dec. 1611 i Ribe, D. af Claus S. (d. 1567)
og Lisbet Thomesdatter Juel (d. 1565).
M. P. nævnes som Hofsinde 1551—58 og havde Lunde Len paa
Mors i Pant 1558—60. I Syvaarskrigen var han som Ritmester
for den fynske Fane en af Daniel Rantzaus bedste Hjælpere; i
Slaget ved Svarteraa blev han haardt saaret. At han var en tapper
og dygtig Officer, er der næppe Tvivl om. Men ud over dette er
der ikke meget godt at sige om ham; baade som Lensmand og
Godsejer viste han sig i Besiddelse af sin Slægts sletteste Egenskaber,
dens Egennytte og utøjlede Brutalitet. 1565 fik han Tranekær Slot
med hele Langeland i Pant og 1578 Livsbrev derpaa mod at eftergive
Kongen det store Krigslaan; ikke des mindre maatte han tre
Aar senere afgive Lenet, da det ved en Kommissionsundersøgelse
var godtgjort, at han havde forurettet Bønderne og forhugget
Skovene. Først 1589 fik han paa ny et Len betroet, nemlig Jungshoved,
som han fik Lov at beholde til sin Død, skønt nye Bondeklager
snart viste, at Alder og Erfaring ingenlunde havde gjort
ham klogere. I og for sig var han rig nok til at undvære Len. Efter Faderen
havde han arvet Kørup paa Fyn og Krapperup i Skaane; med
Hustruen fik han Spandetgaard i Sønderjylland og Korsbrødre-