Bind 18 - Rosekamp

Pontoppidan, Erik. 457
han, fordi det var forbundet med Stillingen som Provst for Kommunitetet,
og han levede nu nogle Aar i Hovedstaden uden Embede.
1649 blev han Slotspræst paa Antvorskov og Hospitalspræst i Slagelse,
1665 Præst i Køge og Provst over Ramsø Herred, og|i673
paa indtrængende Opfordring fra Kongens Side Biskop i Trondhjem.
1675 fik han af Kongen tildelt den teologiske Doktorgrad.
Som Teolog indtager P. en ejendommelig Mellemstilling mellem
sin Samtids Ortodoksi og den senere Pietisme, idet han ligesom
denne med Forkærlighed dvæler ved Jesu Blod som Sonofferet og
Renselsesmidlet for Synden, hvad der ogsaa fremgaar af Titlerne
paa hans opbyggelige Skrifter, »Gudelige oc gaffnlige Betænkninger
ofver Vor Frelsers Jesu Christi hellige oc Højværdige Bloed-Daab«
(Fasteprædikener, 1653) og »Teratologia ceu Appendix. Det er
Kort oc enfoldig Forklaring over de Tegen, som skede i oc efter vor
Frelsers Jesu Christi Lidelse« (Fasteprædikener 1652, udg. 1653).
Ogsaa som Salmedigter dvæler han i sin første Salmesamling, »Vor
høj-plagede Frelsers Jesu Christi Bloed-Daab« (1653) ved dette Emne,
medens den senere, »Sjælens Opløftelse til Herren« (1671) mindre
er præget deraf. Hans bedste Salmer har en tiltalende Jævnhed i
Tonen, men er ikke fremragende. Det samme gælder hans Hyldestdigt
til Christian V. (1670), som Peder Syv optog i sin Visebog
(IV, 50).
Som Biskop var E. P. en flittig Visitator trods sin svage Helbred.
Han lagde særlig Vægt paa Undervisningen og havde smaa Opmuntringsgaver
med til Skolebørnene. Ogsaa Lapperne tog han
sig særlig af og fik Luthers Katekismus oversat paa Lappisk inden
sin Død. Baade af Stiftets Præster, som han gerne vilde hjælpe i
alle Henseender, og af den øvrige Befolkning var han ualmindeligt
afholdt.
I sine yngre Dage havde E. P. flittigt syslet med latinsk Poesi
og bl. a. udgivet et Bind latinske Elegier over bibelske Emner,
»Bucolica sacra« (1643), ogsaa en enkelt Gang skrevet et Digt paa
Græsk. Denne Digtning skaffede ham Titel af »Poeta laureatus«,
men den er, ligesom det Skuespil om »Tobiæ Gifftefær« (1635),
han bearbejdede efter Latin, nu glemt. Derimod mindes han
endnu som den, der tidligst begyndte et virkeligt Studium af
Modersmaalet. Hans »Grammatica Danica«, et grundigt Værk paa
næsten 600 Sider, udkom ganske vist først 1668 (optrykt i Henr.
Bertelsen: Danske Grammatikere, II, 1917), men synes i Hovedsagen
at have været færdig udarbejdet, før han blev Præst, selv om
han i den mellemliggende Tid stadig har gjort Tilføjelser og
Ændringer, endogsaa saa sent, at en Del vigtige Forbedringer først