Bind 18 - Rosekamp

Ploug, Carl. 411
Filosofi og hævder Kunsten og Poesien som evige Værdier i sig selv.
Hans Evner folder sig ud i Digte som »Dronning Mathilde« (1841),
det første i Rækken af hans mange pompøse historiske Digte.
Halvvejs ved et Tilfælde naaede P. derefter 1841 ind i den
Gerning, der skulde blive hans Livs daglige Dont. Han havde lige
fra 1831 været en nær Ven af Orla Lehmann, hvem han beundrede
grænseløst. Han tilhørte af fuldt Hjerte den liberale Kreds, der
samlede sig om Lehmann, David og Joh. Hage, men han var ikke
af dens Ledere. Det 1834 stiftede Ugeblad »Fædrelandet«, der var
Kredsens Organ og som 1839 blev Dagblad, førte en besværlig
Tilværelse i Kamp med Regeringens Chikanerier. Paa Lehmanns
Foranledning lovede P. at indtræde i den Kreds af Mænd, der
var villige til eventuelt at sætte deres Navn paa Bladet som Redaktører,
om det gjordes fornødent. Faa Dage efter forelaa Tilfældet.
Lehmann mente at maatte fratræde Redaktionen for ikke at lade
sig spærre ude fra en Karriere, og P. stod da første Gang paa
Bladet som Redaktør 12. Maj 1841. Han blev staaende der i 41
Aar, og da han traadte tilbage, havde han skrevet et af de betydningsfuldeste
Kapitler i dansk Presses Historie.
De Mænd, der antog P. som Redaktør, havde ikke store Ting at
bygge paa, hans politiske Viser, hans Atellaner, hans Regenspolemik,
men de havde ikke set fejl. Naar P. var den ledende Mand
ved et Hovedstadsblad i fire Tiaar, var det ikke, fordi han var en
overlegen Bladmand. Han savnede Sans for økonomiske Detailler,
han besad vel en fast organisatorisk Haand, men alt, hvad man nu
forstaar ved Bladteknik, var ham ganske fremmed, ja, ukært. Han
var ingen stor Journalist, hvis man dermed forbinder Begrebet af
noget teknisk tilslebet og tillært. Han var end ikke nogen Sprogkunstner.
Men han var i Sandhed baade en Personlighed og en
Pen. Han gav sig selv i sit Blad i fuld Maade. Det er ikke i Navne
som Bille, Topsøe eller Hørup, man skal søge Sammenligningspunkter
med P. I senere Tiaars danske Journalistik findes Eksempler
paa en lignende Kasten sig selv i Grams for Læserne, en polemisk
Voldsomhed og Hensynsløshed af samme Styrke. Det er den
P.ske Journalistiks Hæder, at Manden altid følte sig eet med Sagen,
selv naar han huggede haardest ind paa Personerne, og at han i
de bedste Øjeblikke følte sig eet med et Folk.
Fra 1841 er P. Journalisten. Samtidig var og blev han Digteren
og Politikeren, og som et Konglomerat af alle disse Egenskaber var
han endelig Skandinaven. Han lever og udtrykker sig i alle disse
Kategorier, og han kan kun anskues ud fra et Sammendrag
af dem.