Bind 18 - Rosekamp

402 v. Plessen, Louise.
længe i Live. — L'union parfaite 1752. — Malerier paa Fr.borg,
Saltø og i Holsten og Kbh.
Danmarks Adels Aarbog, LI, 1934, S. 145. E. Holm: Danmark-Norges
Historie 1720—1814, II—V, 1894—1906. Aage Friis: Bernstorfferne og Danmark,
I—II, 1903—19. Samme: Bernstorffske Papirer, I—III, 1904—13.
Luxdorphs Dagbøger, udg. af E. Nystrøm, I—II, 1915—30. Aug. Fjelstrup:
Damerne ved Karoline Matildes Hof, 1909, S. 15—30. Hist. Tidsskr., 3. Rk.,
IV, 1865-66; 4. Rk-, II, 1870-72. Harald Jørgensen (G. L. Wad).
v. Plessen, Otto, Baron, 1816—97, Diplomat. F. 9. Nov. 1816
paa Sierhagen i Holsten, d. 3. April 1897 i Baden-Baden, begr.
sst. Forældre: Gehejmekonferensraad Mogens Joachim v. P., senere
Greve Scheel-P. (1782—1853) og Margrethe Vilhelmine Hedemann
(1788—1854). Gift 9. Maj 1853 i St. Petersborg (Vinterpaladsets
Kapel) med Fyrstinde Varvara Sergjevna Gagarin, f. 22.
Jan. 1825 i St. Petersborg, d. 19. Juni 1893 i Baden-Baden, D. af
Prins Serge Sergjevitsj G. (d. 1852) og Isabella Valevska.
Efter at have taget slesvigsk juridisk Eksamen i Kiel ansattes v. P.
1841 ved Gesandtskabet i St. Petersborg og blev 1843 Legationssekretær
der. Da hans Chef, Grev O. Rantzau, 1847 tog sin Afsked
af Misfornøjelse med det aabne Brev af 8. Juli 1846, betroede Regeringen
den unge holstenske Sekretær at fungere som Chargé d'affaires
paa den vigtige Post. Hans Opdragelse og Dannelse var helt tysk,
men hans Loyalitet var sikker nok. Ingen kunde stærkere end han fordømme
den slesvigholstenske Rejsning 1848, men der var, som han
skrev til sin Udenrigsminister, »naturlige Baand, som man ikke kunde
frigøre sig for«, og han bad derfor om, at der ikke maatte blive ham noget
paalagt, som »var direkte rettet mod det Land, hvori han var født«.
I øvrigt stillede han alle sine Kræfter til Kongens Raadighed »med
hele den Loyalitet og ubegrænsede Troskab, i hvilken han var opdragen«.
For den diplomatiske Støtte, som Rusland under og efter
Treaarskrigen ydede Danmark, virkede v. P. med Held, men det
var ikke altid let for ham at forsone Tsaren med Forhold og Personer i
Danmark, saa meget mere som han ikke saa med Sympati paa den
demokratiske Forfatningsudvikling. Hans vanskelige Hverv lettedes
ved, at han, der i Juni 1849 var blevet udnævnt til Gesandt, var
højt anskrevet hos Tsaren og havde personligt Forhold til Kansleren
Grev Nesselrode, da han 1853 ægtede en Slægtning af
denne. Ved Brylluppet var hele den kejserlige Familie til Stede,
og Nesselrode fungerede som Brudgommens »pére d'honneur«.
Denne v. P.s fordelagtige Stilling bidrog til, at den russiske Regering
under Krimkrigen fandt sig i, at Danmarks Neutralitetserklæ-