Bind 18 - Rosekamp

Plog. 4«9
for at værne sin Frændes Lig. — Senere træffer vi P. blandt dem
af Knud Magnussens Mænd, der 1151 maatte overgive sig til
Svend (III.) i Mildeborg i Nordfrisland; ifølge Saxo benaadede
Svend sin Faders Banemand, medens Knytlingasaga vil vide, at
han lod Ingvar Kvæse dræbe ham.
M. Cl. Gertz: Script, min. hist. Dan. medii ævi, I, 1917—18. Saxo ed. Olrik
& Ræder, 1931. Knytlingasaga ed. C. af Petersens & E. Olsson, 1919—25.
Dsk. Saml., 2. Rk., I, 1871—72, S. 378 ff.; II, 1872—73, S. 229—41; IV,
1874-76, S. 324-37. j ø r g e n 0lrik (Hans Ohik).
Ploug, Carl Parmo, 1813—94, Forfatter, Journalist, Politiker.
F. 29. Okt. 1813 i Kolding, d. 27. Okt. 1894 i Kbh., begr. sst.
(Vestre). Forældre: Adjunkt, senere Overlærer Christian Frederik
P. (1774—1837) og Parmone Caroline (Line) Petersen (1784—
1860). Gift 6. Juni 1854 i Kbh. (Vartov) med Frederikke Elisabeth
Michelsen, f. 7. Marts 1834 i Nakskov, d. 5. Febr. 1904 i
Kbh., D. af Kateket i Nakskov, senere Sognepræst i Thisted, Provst
Marcus Christian Vilhelm M. (1804—55, gift 2° 1841 med Marie
Amalie Hansen, 1815—89) og Frederikke Vilhelmine Faber (I8IG
—91, gift 2° 1840 med Grosserer, Vicekonsul Alfred Hage,
s. d.).
P. var paa fædrene Side af norsk Slægt fra Grænselandet om
Frederikshald; Moderen var jysk Præstedatter. Han voksede op i
et lykkeligt smaaborgerligt Hjem i Grænsebyen Kolding. Hos begge
Forældre var der digteriske Anlæg; Moderen var den kraftigste og
mest levende Natur. P. viste tidligt stærke Følelser, levede i øvrigt
et raskt Drengeliv og var i Skolen noget af en Oprører. Den dystre
Slotsruin paa Banken over Byen virkede dragende paa hans Fantasi
og fyldte den med historiske Billeder. I Skolen paavirkedes han
af Rektor P. G. Fibigers aandfulde klassiske Personlighed, men led
med sine Kammerater under hans Mangler som Pædagog. Faderen
fremskyndede derfor hans Dimission, og 1829 drog han som Student
til Kbh. Han studerede en kort Tid Teologi, men skræmtes bort
fra Kirken under Opholdet hos en pietistisk Onkel og gav sig til
at studere Filologi. Efterhaanden lagde han ogsaa denne paa
Hylden og samlede sig om Historie og Litteratur, men det lykkedes
ham aldrig at tage nogen Embedseksamen. Grundene var flere,
en vis Uro i hans Sind, til Tider smaa Kaar, mest dog hans levende
Optagethed af Studenterlivet indad- og udadtil, hans Trang til at
digte og at handle. Vers skrev han fra sin første Ungdom, men
ikke som hos saa mange andre blot som Afløb for Drømmerier.
Han fik meget tidligt det barske, mandhaftige Præg af Realitet,