Bind 18 - Rosekamp

v. Plessen, Christian Siegfried. 397
ældste Datter var omkommet ved Amalienborgs Brand, og vendte
snarest muligt hjem til Danmark.
v. P. viste i Prins Jørgens Tjeneste betydelige administrative
Evner og stor finansiel Indsigt. Han fik tillige Indblik i den danske
Finansforvaltnings Skavanker under Overrentemester Peter Brandts
(s. d.) Ledelse. Kongen vidste, hvor højt hans Broder satte v. P.,
og hans Yndling A. L. Knuth (s. d.), v. P.s Landsmand, talte ogsaa
virksomt dennes Sag. Det var derfor, da den nedsatte »gehejme
Finanskommission« havde blottet det brandtske Finansstyres Mangler,
naturligt, at Christian V. rettede Blikket mod v. P. som Manden
til at udføre de Reformer, hvis Nødvendighed efterhaanden var
gaaet op for ham. Det var oprindeligt hans Mening at lade v. P.
og Brandt dele Finansdirektionen, men v. P. opnaaede ved at gøre
sig kostbar, at Brandt afskedigedes som Overrentemester, og at
han selv Jan. 1692 fik Eneledelsen som øverste Direktør for Finanserne
med 4000 Rdl. i Løn og Sæde i Konseillet. Forinden havde
han i en Betænkning angivet Principperne for et forsvarligt Finansstyre:
Ophør af Betalingsrestancer, om nødvendigt ved Optagelse
af Laan; Indførelse af et ordentligt Bogholderi; Begrænsning af Udgifterne
til de absolut nødvendige; Øgelse af Befolkningens Skatteevne
ved Fremme af Erhvervene, blandt hvilke Landbruget var det
vigtigste; Omsorg for, at Pengene blev i Landet (Merkantilisme).
I flere Henseender lykkedes det v. P. under sin otteaarige Finansforvaltning
at realisere dette Program. Ganske vist blev Reduktionen
af Hof- og navnlig Militærudgifterne utilstrækkelig og kortvarig;
her kunde Christian V. ikke bekvemme sig til at spare, og
selv om v. P. i stor Udstrækning fik samlet Overledelsen af alle
Ind- og Udbetalinger i alle Rigsdele i sin Haand, støttet bl. a. paa
sit Sæde i Konseillet og i Kommissionerne til Handelens Fremme
og til Nedsættelse af Hof- og Civiletatens Reglement af 1693, sin
højre Haand Kammerraad Reinhold Meiers Sæde i Land- og Søetatens
Kommissariat (fra 1694) samt Gennemførelsen af den Regel,
at Zahlkassen kun modtog Ordrer fra ham, saa skete der kun Tilløb
til Oprettelsen af et organiseret Bogholderi. Balance mellem
Indtægter og Udgifter naaede han heller ikke, thi paa Fastsættelsen
af, hvilke af de sidste der var nødvendige og hvilke ikke, havde han,
den fremmedfødte, hvis Position helt afhang af Enevoldskongens
Gunst, kun ringe Indflydelse. Men han undgik i en Aarrække
Brandts System med de tyngende ekstraordinære Skatter, og naar
han til Gengæld søgte at skaffe de nødvendige Midler ved indenlandske
Tvangs- og frivillige Laan — til at optage større Laan i