Bind 18 - Rosekamp

520
Poulsen, Frederik.
tende Rejseliv, som P. havde begyndt i sin Ungdom, har han
siden fortsat og udstrakt til Hellas og Italien, til Lilleasien, Ægypten
og Nordafrika, til Syrien og Mesopotamien (Irak), ligesom
han kender alle betydelige Kunstsamlinger i Europas Hovedstæder
af Selvsyn.
1908—23 var P. Lærer ved Teknologisk Institut, en Virksomhed,
der bl. a. foranledigede Arbejdet »Møbelkunstens Historie« (I—II,
1918—22). 1910 blev han Assistent ved Ny Carlsberg Glyptoteks
Antikafdeling, hvor han 1915 forfremmedes til Inspektør. Siden
1926 virker han som Direktør for Glyptoteket. Han har her udrettet
et stort og fortjenstfuldt Arbejde ved Omordningen af Antiksamlingen,
som er blevet forøget med talrige værdifulde Værker
saavel af græsk-romersk som af etruskisk Kunst; ogsaa den orientalske
Afdeling er blevet forøget ved nye Indkøb.
Haand i Haand med Museumsvirksomheden er gaaet et lige saa
vigtigt som omfattende Forskningsarbejde paa omtrent alle Felter
inden for den klassiske Arkæologis Omraade. Her kan højst
blive Tale om at redegøre for Hovedlinierne i P.s Forfatterskab
og søge at bestemme hans Stilling inden for den danske Videnskab.
Arbejdet med Dipylonvaserne førte naturligt til omfattende Undersøgelser
af de senere Vaser, og 1912 udsendte P. sit næste større
Værk »Der Orient und die fruhgriechische Kunst«, forberedt gennem
udstrakte Studier, der bl. a. havde sat Frugt i de to Afhandlinger,
»Eine kretische Mitra« (Athen. Mitt. 1906) og »Zur Zeitbestimmung
der Enkomifunde« (Jahrb. d. arch. Inst. 1911). P. havde stillet sig
den Opgave gennem en Analyse af en Mængde Arbejder fra 9.—7.
Aarh. at paavise, hvorledes den »orientaliserende« Stil, der spiller
en saa mægtig Rolle i den græske Kunst, er opstaaet. Ligesom
Bogen om Dipylonvaserne modtoges dette Arbejde med megen
Anerkendelse og er endnu et Hovedværk, man ikke gaar uden om.
Opholdet paa den franske arkæologiske Skole i Athen har sikkert
bidraget til at give P. Interesse for Grækenlands Topografi, og den
har navnlig været koncentreret om Delfi og Kalydon. 1917 udkom
»Delfis arkaiske Skulpturer« (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning),
der var en Forløber for P.s næste Hovedværk, »Oraklet i
Delfi« (1919), en Skildring af Delfis Historie og Redegørelse for den
delfiske Helligdoms Betydning for den græske Religion og Kunst,
som 1924 efterfulgtes af »Den delfiske Gud og hans Helligdom«
og »Delphische Studien« (Vid. Selsk. hist.-filol. Medd.).
1926 og 1928 foretog P. sammen med den græske Arkæolog
Konstantinos Rhomaios Udgravninger i Kalydon i Aitolien, hvilket